Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kommune jager beboere ud

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/08/2014 - 00:05

Bolig Samfund og Politik


Det er ikke altid helt let at blive klog på, hvor man står, når man vil bo i Spanien. For eksempel er det ikke tilladt at bo hele året i en ...

Det er ikke altid helt let at blive klog på, hvor man står, når man vil bo i Spanien. For eksempel er det ikke tilladt at bo hele året i en lejlighed, der ligger i en turistzone, hvis man skulle have købt eller lejet sådan én.

 

San Bartolomé de Tirajana Kommune på Gran Canaria kom tirsdag med to advarsler mod den ulovlige benyttelse af hotellejligheder til helårsbeboelse.

 

Kommunen er også foruroliget over de tvister, der finder sted mellem ejerne af flere lejlighedskomplekser, omkring nødvendige moderniseringer.

 

Advarslerne

Den første advarsel gør opmærksom på, at lejlighederne er udlagt til turistmæssige formål og ikke residentiel beboelse. Derfor skal komplekserne omlægges til hoteldrift og ikke længere anvendes som faste boliger.

 

Den anden advarsel går på, at ejerne skal gøre alt for at modernisere turistkomplekser i San Agustín, Playa del Inglés y Maspalomas, der er de tre ældste områder på øen.

 

 

Uenighed mellem ejerne

Fernando González er byrådsmedlem og formand for byplanudvalget. I forbindelse med offentliggørelsen af de to advarsler, tilkendegav han kommunens bekymring over komplikationerne med at få moderniseret lejlighedskomplekserne og specielt dem med mange ejere. Hoteller, der tidligere kun havde én ejer, har nu pludselig fået mange ejere ved salg af lejligheder i hotellet.

 

Han understregede, at byplanen kun tillod turistmæssige formål og ikke fast beboelse.

 

Som alternativ til at benytte de nuværende lejligheder og bungalows foreslog González, at der kunne inddrages jordstykker uden for hotellernes områder og der gradvis kunne foretages flytninger af helårsbeboerne dertil.

 

Ødelægger turismen

- Vi er virkelig bekymrede over, at helårsbeboelsen har infiltreret hotellerne. Målet bør være at have de bedst mulige turisthoteller, og der er ingen tvivl om, at den kommunale lokalplan klart skelner mellem områder for turister og helårsbeboere, sagde Fernando González

 

Det er lokalplan PTP-8, Plan Territorial Parcial, der afgrænser zonerne mellem turisme og helårsbeboelse.

 

Dårligt for turistbranchen

Udover problemerne med, at ejerne stritter mod den nødvendige modernisering – områderne er mellem 40 og 50 år gamle - så kan turistzoner ikke leve op til de krav, som helårsbeboelse kræver. Hverken med hensyn til parkeringspladser, grønne områder eller den offentlige service.

 

Der er også stor forskel på forbruget hos en turist og en helårsbeboer. Turister spiser næsten alle måltider på restauranter, shopper og tager på udflugter. Alt til gavn for erhvervslivet i området. Samtidig bliver hotellernes egne faciliteter som restaurant, bar og andre indtægtsgivende aktiviteter heller ikke benyttet i samme omfang af fastboende.

 

Er du i denne situation?

Skulle du bo i - eller have købt - en bolig, der ligger i en turistzone - eller bare være i tvivl om, hvad der er op og ned - så hører vi gerne fra dig.

 

Klik her for at sende en mail til os.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.