Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kong Larsen af Spanien?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 24/06/2014 - 12:00

Kendte & kongelige


Spanien har netop fået ny konge, men er det den rigtige? Der har altid gået rygter om den abdicerede konges dameglæde og uægte børn, og nu ...

Spanien har netop fået ny konge, men er det den rigtige? Der har altid gået rygter om den abdicerede konges dameglæde og uægte børn, og nu melder der sig en ny i koret. Det meget danskklingende navn Alexander Larsen, navn får sladderbladene til at pege på dansk-tyske Corinna, ekskongens veninde.

 

Og Hr. Larsen er faktisk ældre end den nye Kong Felipe.

 

Er Alexander den sande konge af Spanien? Det spørgsmål stiller mange sig efter at en 47-årig mand har indleveret en begæring om en faderskabstest.

 

Alexander hævder intet mindre end, at han er søn af ekskonge Juan Carlos, der i sidste uge gik af efter 39 år på tronen.

 

Manden med det meget danskklingende navn er ifølge Ahoravalencia.es seks måneder ældre end landets nuværende regent. Han er nemlig født den 12. august 1967, mens den nuværende Kong Felipe kom til verden den 30. januar 1968.

 

Slet ikke tilfældigt

Siden den 76-årige ekskonges beslutning om at abdicere til fordel for sin søn har der været mange rygter om årsagerne i medierne og på de sociale medier. Hvorfor - og hvorfor lige nu?

 

Bloggeren Eva-Lejosdemar.blogspot skriver, at timingen for tronfølger-skiftet slet ikke er tilfældig. Hun henviser til retsdokumenter, der vist, at en vis Hr. Alexander Larsen den 30. maj indgav en begæring i retten i Madrid med krav om en faderskabstest.

 

Kort efter opstod rygter om, at manden med det dansk-klingende navn kunne være søn af ekskongens gode veninde Corinna, som tidligere har giftet sig til Larsen, men som i dag kalder sig for tysk prinsesse, Sayn-Wittgenstein.

 

Mor som tre-årig?

Corinnas ældste søn hedder rent faktisk Alexander Larsen, men så stopper den gode historier, der vælter rundt på de spanske, sociale medier også. Han blev nemlig født i 2002, 35 år efter Spaniens nuværende Kong Felipe, og er dermed 12 år gammel i dag.

 

Og omvendt, hvis den 47-årige føromtalte Alexander skulle være Corinnas søn, ville hun være blevet mor som treårig - og det virker derfor ikke voldsomt sandsynligt, skriver ahoravalencia.es.

 

Hvis det viser sig, at denne mystiske Alexander Larsen er kongens søn, vil han i teorien have ret til tronen. I Spanien skelner man nemlig ikke mellem, om arvingerne er legitime eller ej: Kongens ældste søn har i princippet ret til tronen.

 

Flere unger i rækken?

Lige siden rygterne om, at der var mere end et venskabeligt bekendtskab mellem Juan Carlos og Corinna, begyndte, har der været stor opmærksomhed omkring den dansk-fødte prinsesse, der er datter af danske Finn Larsen.

 

Men at hun skulle være mor til en mulig søn af Spaniens tidligere konge virker mere end usandsynligt. Men en go' historie dog. Hvem Alexander Larsen så er, bliver spændende at finde ud af. I hvert fald påstår han, at Juan Carlos er hans biologiske far.

 

Det er ikke første gang, nogle påstår, at deres sande farmand er den tidligere og dameglade konge. Tidligere har i hvert fald to personer forsøgt at få gennemført en faderskabstest for at bevise, at Juan Carlos er deres biologiske far, men som regent havde Juan Carlos immunitet og kunne ikke tvinges til den slags. Med abdiceringen har han samtidig fralagt sig det privilegium, og begge skulle angiveligt stå klar til at forsøge at få sagen op igen.

 

Politikerne skulle dog allerede være i fuld gang med at hastebehandle en ny lov, der skal beskytte tidligere regenter mod den slags ubehageligheder.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.