Kongen opfordrer til sindsro i lyset af tordnende politiske stridigheder

Kong Felipe VI viste også sin bekymring for adgang til boliger og indvandring i sit julebudskab.

Iført marineblåt jakkesæt, hvid skjorte og lyseblåt slips holdt monarken sin traditionelle juletale i Salón de Columnas i Palacio Real i Madrid. Det var blot anden gang siden 2015, at den fandt sted i denne symbolske bygning. De tidligere juletaler blev sendt fra Zarzuela Paladset, det sædvanlige sted for dette klassiske øjeblik.

Juletalen varede i alt 15 minutter og 9 sekunder, inklusive hymnerne, og det var to minutter længere end sidste års juletale.

Hovedpunkterne i talen var

• De berørte af DANA
• Det gode fællesskab
• Politisk konsensus
• Krisen med uenighed
• Indvandring
• Adgang til boliger
• Internationale konflikter
• Sameksistens og dialog
• Konstitutionen fra 1978
• Ledelse af DANA

Video af Mensaje de Navidad

Billedet på bordet til højre for Felipe VI er fra DANA-katastrofen

Dansk oversættelse

Vær opmærksom på, at kongen anvender udtryksformer, der ikke er helt almindelige. Dem har vi med respekt fastholdt i oversættelsen .

"Godaften og tak, fordi jeg må være sammen med jer et øjeblik på denne særlige samværs- og festaften, hvor jeg sammen med dronningen, prinsesse Leonor og infanta Sofía ønsker jer en lykkelig og fredfyldt aften.
Denne juleaften vil jeg først, og jeg er sikker på, at I vil forstå mig, henvise til den frygtelige Dana, som for næsten to måneder siden med usædvanlig kraft ramte flere områder i det østlige og sydlige Spanien, især i Valencia.

De mennesker, der mistede livet, og de, der forsvandt, fortjener al vores respekt, og vi må aldrig glemme den smerte og sorg, de har efterladt i deres familier. Tusindvis af mennesker så det, der indtil for nylig var deres landsby, deres kvarter, deres arbejde, deres hjem, deres forretning, deres skole, blive reduceret til murbrokker eller endda forsvinde. Det er en svær begivenhed at acceptere, men en begivenhed, som vi alle bør være i stand til at drage den nødvendige lære af, som vil styrke os som samfund og få os til at vokse.

Vi må aldrig glemme de første billeder af oversvømmelsen, der fejede alt væk, redningerne af mennesker, nogle af dem syge, ældre eller udmattede, som forsøgte at komme ud af deres biler eller søgte tilflugt på tage og tagetager. Vi så også dem, der åbnede deres hjem for at tage imod de mest sårbare og kæmpede mod vandets og mudderets ubarmhjertige kraft med solidaritetens og medmenneskelighedens overvældende kraft. Naboer, frivillige, civilbeskyttelseshold, brandmænd, sikkerhedsstyrker, de væbnede styrker, NGO'er og også virksomheder, der organiserede indsamlinger og donationer og endda mobiliserede deres personale og maskiner... alles hjælp og samarbejde gør det gradvist muligt for de mere end 800.000 berørte mennesker at genvinde en vis grad af normalitet i deres liv. Og at der også tages hånd om det mellemlange og lange sigt for at sikre en reel genopretning.

Vi har set denne solidaritet i sin reneste og mest konkrete form dag efter dag i det enorme arbejde, som anonyme frivillige og offentligt ansatte har udført, og vi har også set - og forstået - frustrationen, smerten, utålmodigheden og kravene om større og mere effektiv koordinering fra myndighedernes side. For alle disse følelser - dem, der bevæger og trøster, og dem, der sårer og sørger - stammer fra den samme rod: bevidstheden om det fælles bedste, udtrykket for det fælles bedste eller kravet om det fælles bedste.

Ud over eventuelle forskelle og uenigheder er der i det spanske samfund en klar idé om, hvad der er i alles interesse, om hvad der er i alles interesse, og derfor har vi en interesse og et ansvar for at beskytte og styrke det. Det er noget, som dronningen og jeg har været i stand til at se og værdsætte endnu mere i løbet af dette årti som regenter. Det er alle institutioners, alle offentlige forvaltningers ansvar at sikre, at denne forestilling om det fælles bedste fortsat afspejles tydeligt i enhver tale eller politisk beslutning. Konsensus om, hvad der er vigtigt, ikke kun som et resultat, men også som en konstant praksis, skal altid lede den offentlige sfære. Ikke for at undgå meningsforskelle, som er legitime og nødvendige i et demokrati, men for at forhindre, at disse forskelle fører til en fornægtelse af eksistensen af et fælles rum.

Det er i denne enighed om det væsentlige, at vi skal tage fat på de spørgsmål, der bekymrer os, og som påvirker os på forskellige måder i vores kollektive liv. Den voksende internationale ustabilitet, det klima, som vores offentlige debat ofte foregår i, vanskelighederne med at få adgang til boliger eller håndteringen af indvandring er blandt andet emner, som fortjener vores opmærksomhed, og som jeg også gerne vil tage op i aften.

Indvandring er et komplekst og socialt følsomt fænomen, som skyldes en række forskellige årsager. Uden befolkningsbevægelser gennem historien ville nutidens samfund, som er åbne og indbyrdes forbundne, ikke kunne forklares. Migration er derfor en dagligdags realitet, og uden ordentlig håndtering kan det føre til spændinger, der underminerer den sociale samhørighed.

Indsatsen for at integrere, som er alles respekt og ansvar, for love og grundlæggende regler for sameksistens og høflighed og anerkendelse af den værdighed, som ethvert menneske fortjener, er de søjler, der bør lede os, når vi håndterer indvandring. Uden nogensinde at glemme den fasthed, der kræves i kampen mod de netværk og mafiaer, der handler med mennesker. Hvordan vi er i stand til at håndtere indvandring - hvilket også kræver god koordinering med vores europæiske partnere samt med oprindelses- og transitlandene - vil i fremtiden sige meget om vores principper og kvaliteten af vores demokrati.

Et andet spørgsmål, der vækker bekymring, især for yngre mennesker, er den vanskelige adgang til boliger. Byer, især storbyer, fungerer som vækstpoler og skaber en efterspørgsel, som udbuddet ikke kan imødekomme. Det er endnu en gang vigtigt, at alle de involverede aktører reflekterer, at de lytter til hinanden, at de undersøger de forskellige muligheder, og at denne dialog fører til løsninger, der letter adgangen til boliger til overkommelige priser, især for de yngste og mest sårbare, fordi det er grundlaget for sikkerhed og trivsel i så mange livsprojekter. Og vi kan virkelig gøre det.

Vores liv påvirkes også af et stadig mere komplekst og foranderligt - og endda krampagtigt - eksternt scenarie. Alt for ofte ser vi, at der sættes spørgsmålstegn ved international ret, at der anvendes vold, at menneskerettighedernes universalitet fornægtes, eller at der sættes spørgsmålstegn ved multilateralisme for at imødegå vor tids globale udfordringer, såsom klima- og miljøkriser, pandemier, energiomstilling eller handel og knaphed på naturressourcer. Vi kan endda se, hvordan der bliver sat spørgsmålstegn ved selve demokratiets gyldighed som regeringssystem.

I denne sammenhæng må Spanien og de andre EU-medlemsstater sammen med vores internationale partnere fortsat med overbevisning og beslutsomhed forsvare grundlaget for det liberale demokrati, forsvaret af menneskerettighederne og de resultater inden for social velfærd, som vores store politiske projekt er baseret på. Fordi Europa - ideen om Europa - er en væsentlig del af vores fælles identitet, af den arv, vi skylder de kommende generationer. I en verden, der har brug for stærke og sammenhængende aktører, men frem for alt for en adfærd, der er inspireret af principper og værdier, er Europa fortsat vores mest værdifulde reference.

Og hvis vi ser indad, er vores store reference i Spanien forfatningen fra 1978, dens bogstav og dens ånd. Enighed om det væsentlige var det grundlæggende princip, der inspirerede den. At arbejde for det fælles bedste er netop at bevare den store sameksistenspagt, hvor vores demokrati bekræftes, og vores rettigheder og friheder, grundpillerne i vores sociale og demokratiske retsstat, er nedfældet. På trods af den tid, der er gået, er den enighed, som den var frugten af, fortsat vores store fundament. Det er nødvendigt at dyrke denne konsensusånd for at styrke vores institutioner og for at bevare hele samfundets tillid til dem.

En sameksistenspagt er beskyttet af dialog; den dialog, med generøsitet, som altid skal give næring til definitionen af den fælles vilje og statens handlinger. Derfor er det nødvendigt, at den legitime, men til tider tordnende, politiske strid ikke forhindrer os i at høre et endnu mere rungende krav: et krav om sindsro. Ro i den offentlige sfære og i dagligdagen, til at håndtere kollektive eller individuelle projekter og familieprojekter, til at trives, til at tage sig af og beskytte dem, der har mest brug for det. Den nylige reform af artikel 49 i forfatningen, som omhandler mennesker med handicap, er et godt eksempel på, hvad vi kan opnå sammen. Og vi kan ikke tillade, at uenighed bliver en konstant baggrundsstøj, der forhindrer os i at lytte til folkets virkelige puls.

I har hørt mig sige det mange gange, og jeg vil gerne sige det igen: Spanien er et fantastisk land. En nation med en fantastisk historie, på trods af dens mørke kapitler, og en model for demokratisk udvikling i de seneste årtier, som endda har besejret den terroristiske chikane, der har krævet så mange ofre. Et land med en nutid, der på trods af, at der stadig er meget at gøre, for eksempel med hensyn til fattigdom og social udstødelse, er lovende, når vi ser på vores økonomiske resultater - blandt andet med hensyn til vækst, beskæftigelse og eksport - og det generelle niveau for vores sociale velfærd. Og når vi ser på fremtiden, mener jeg oprigtigt, at vi spaniere har et enormt potentiale, som bør give os håb, både nationalt og på den internationale scene.

Den fremtid ligger hovedsageligt i vores ungdom, den samme ungdom, som har fået vores navn til at skinne ved de olympiske og paralympiske lege og ved det seneste europamesterskab. Den ungdom, som er initiativrig på trods af vanskelighederne, og som er på forkant med vores videnskab; den ungdom, der respekterer vores ældre og deres værdifulde erfaring. Den ungdom, der er mest fast besluttet på at kræve fremskridt med hensyn til lighed, den ungdom, der forbereder sig i vores skoler, gymnasier, universiteter og erhvervsuddannelsescentre til at gå ind på arbejdsmarkedet med energi på trods af ungdoms-arbejdsløshedstallene. Den ungdom, kort sagt, der søger muligheder og overvinder forhindringer gennem fortjeneste og indsats. Men frem for alt de unge, der har fyldt os med stolthed ved at strømme til for at give deres bedste i gaderne i de byer, der er berørt af DANA.

I denne ånd af arbejde og engagement i det, der tilhører alle, i det fælles bedste, vil jeg afslutte mine bemærkninger og gå tilbage til begyndelsen. Jeg vender tilbage til alle de kommuner og amter, der er ramt af oversvømmelserne, og i mange af dem er der stadig så meget at gøre, hvor indbyggernes behov er så store, at alle bestræbelser er for små, selv uden at miste håbet.

Måtte den solidaritet, der har forenet os i de sværeste øjeblikke, fortsat være til stede i enhver gestus, i enhver handling, i enhver beslutning. Måtte hjælpen nå ud til alle dem, der har brug for den, så de kan genopbygge den fremtid, de har kæmpet så hårdt for, og med mod og værdighed møde udfordringerne i en til tider ubarmhjertig nutid. Jo hurtigere vi opnår dette, jo mere vil vi styrke vores følelse af fællesskab, vores følelse af land. For erindringen om den tilbagelagte vej, tilliden til nutiden og håbet for fremtiden er en uundgåelig del, måske den mest værdifulde, men også den mest skrøbelige, af vores fælles bedste.

Måtte ånden fra disse dage med møde og sameksistens fortsætte ind i det nye år, og må I sammen med dronningen og vores døtre, kronprinsesse Leonor og infanta Sofia, have en rigtig glædelig jul.

Feliz Navidad, Eguberri On, Bon Nadal, Boas Festas."