To kontinenter på fire dage - del 2

PrintPrint Share this
From Africa with love...

Radio Solymars nyeste studievært, Andreas Hein, fik besøg af kæresten, Stine, i det sydspanske, og så skulle der jo ske lidt specielt. Dette er anden del af turen, hvor de er kommet til Marakesh.

 

Tilgængelig for gangbesværede

 

Andreas og Stine fortsætter opdagelsen i Afrika...

 

Således sluttede del 1 af turen:

- Chaufføren satte os af på kanten af et marked og fortalte på en smule gebrokkent engelsk og lidt mere fransk, at vi skulle til højre ved den franske café, og at han ikke måtte køre os længere ind. Fint fint. Tilliden var stadig i behold, dog ikke længe endnu...

 

Første person vi henvendte os til mente, at adressen på stedet var for lang, og han vidste ikke, hvor det var. Adressen var taget fra hjemmesiden for det valgte riad - Baba Ali, men han kunne ikke hjælpe os. Det kunne hans ven dog, en meget smilende ung mand. Vi blev fulgt pænt igennem medinaen, en tur der tog omkring tyve minutter.

Til sidst endte vi i en meget lille gyde, fuldstændig blottet for stedsans. Alle andre sanser var også blevet bombarderet i varmen, hvor lugten fra boder, larm fra knallerter og sælgere, skarp sol og en knastør smag i munden ikke efterlod meget overskud til situationen.

 

Gaderne summer af liv og indtryk - for alle sanser

 

Fyren forventede penge – intet var aftalt på forhånd, så vi prøvede at sende ham af sted med lidt euro. Tilsyneladende for lidt, for i stedet hidsede han sig op, blev truende og smed pengene i kloakken. Heldigvis blev vi i samme øjeblik lukket ind på det lille riad, som udefra ikke synede af noget som helst andet end en dør i en gyde.

 

 

Den flotte gård i Riad Baba Ali

 

Vi kom indenfor, og det var som at træde ind i en anden verden. Værten Matthieu bød os velkommen og fik os sat i bløde sofaer og et glas vand til at skylle indtryk og oplevelsen ned med, mens han et øjeblik var væk for at få den unge mand til at forsvinde i stedet for at stå hamre på porten.

 

De bløde sofaer hvor vi fik summet os lidt

 

Marrakech havde fået plantet et elendigt indtryk i kroppen hos os begge. Heldigvis var ALT fredeligt bag den lukkede dør, og en pool i midten af gården havde en meget beroligende indvirkning på os.

 

Poolen i midten af gården havde en meget beroligende indvirkning på os

 

Vi fik vores værelse øverst oppe på tagterrassen, hvor der var udsigt ud over medinaen.

 

Eksempel på et af de billigste værelser på Riad Baba Ali

 

Ikke et opløftende syn, mest sørgelige bygningsværker med enkelte moskeer strålende imellem slummen. Paraboler vidnede om, at der måtte være tv i en hel del af bygningerne, men ellers afslørede det ydre ikke, at vi lever i en moderne tid.

 

Paraboler vidnede om, at der måtte være tv i en hel del af bygningerne

 

Selve terassen var mere luksuriøs end udsigten

 

Resten af aftenen gik med massage, middag og ro på tagterrassen, hvor man et kort øjeblik kunne glemme, hvad der skete uden for murene.

 

Middagen blev pænt serveret

 

En massage på Riad Baba Ali var ikke af vejen...

 

Glemme hvor man var – indtil der blev kaldt til bøn fra alle minareter i omegnen, hvilket skete med timers mellemrum, også om natten.

 

Togstationen i Marrakech

 

Vi besluttede os for at tage dagens første tog i stedet for dagens sidste for at sætte kursen mod Spanien igen. Denne gang stod riadets personale for transporten til stationen, og vi fik så slået fast, at der ingen problemer var med at køre os til døren. Taxachaufføren fra dagen før havde simpelthen bare taget røven på godtroende, naive turister. Tak for dét indtryk

Vi blev kørt til stationen, fik købt billetter og hoppede på toget. Vi skulle skifte i Casablanca, hvilket ikke helt lykkedes. Personalet taler hverken engelsk eller spansk, og det gjorde det til en større udfordring at kommunikere.

 

Togstationen i Rabat, Marokko

 

En venligsindet marokkaner hjalp os dog (uden at forvente betaling), og vi kunne skifte på næste station. Her var dog godt en times ventetid, men også her var folk flinke til at hjælpe os. Endelig kom toget, og vi nærmede os langsomt Tanger og dermed færgen til den spanske kyst. Turen op gennem Marokko med tog langs kysten kan i øvrigt anbefales.

 

Tanger

 

Ankomsten til Tanger var glædelig. Nu var der jo kun en sejlads på 35 minutter, der adskilte os fra Europa. Vi valgte at spadsere langs stranden til havnen, en tur på et par kilometer. Det var sent på eftermiddagen, temperaturen var god, og det samme var vejret. Tanger var dog heller ikke en by, vi følte os trygge i.

 

Tanger

 

Konstant var man på vagt for tiggere, svindlere og billetsælgere, som ikke havde den store skam i livet, når det handlede om at lokke penge ud af turister. Der begyndte at tegne sig et billede af Marokko, i hvert fald af de steder i Marokko, hvor turisterne kom.

 

Efter snesevis af afvisninger af alle henvendelser, nåede vi frem til havnen.

 

Færgen fra Tarifa til Tanger. På siden af færgen står 35 min.

 

Der var få minutter til færgeafgang, og vi var desperate for at komme ombord. Billetter kunne bare ikke betales med et visakort. Kontanter var den eneste vej ombord og dermed til Spanien. En løbetur et par hundrede meter tilbage til den nærmeste hæveautomat gav endnu flere 'gode' tilbud fra sælgere, og så virkede automaten selvfølgelig ikke.

Tilbage uden en ekstra dirham på lommen må ekspedienten have kunnet læse desperationen i vores øjne, for hun endte med at give os billetterne til omkring 20 € under den normale pris. Sikke et menneske! Vi løb op ad trapperne, kom igennem Security blot for at konstatere, at bovporten var sænket, og dermed var muligheden for at komme til Spanien i denne omgang væk. Foran os ventede fire timers venten i det lille cafeteria, hvor der dog var fredeligt og meget behagelig betjening.

 

Tiden gik. En time før afgang gik vi ombord på færgen. Det føltes godt. Den skulle sejle klokken 22, og vi ville så være i Tarifa omkring 22.35. Derfra skulle uret spoles to timer frem, og muligheden for at komme retur til Fuengirola var efterhånden meget lille. Frustreret blev muligheden for taxa vendt og hurtigt glemt igen. Andre ting masede sig på. Vi sejlede ikke. Eller, det vil sige, det gjorde vi. Ud og ind af havnen.

 

Farvel Tanger

 

Vi fangede aldrig helt, hvad der var galt, men overfarten endte med at tage knap 2½ time. Det gjorde til gengæld valget af, hvad vi skulle gøre, når vi satte fødderne på spansk jord igen, lettere. I Tarifa ventede nemlig en bus, som kørte til Algeciras, og tilfældigvis stoppede den lige foran et hotel. Fire timers søvn senere og 40 € fattigere satte vi os på en bus mod Fuengirola. Sikke en dejlig følelse. Hjem, kære hjem.

 

Hjem, kære hjem

 

Set i bakspejlet havde turen været meget anderledes, hvis vi var blevet kørt til døren af vores chauffør. Det skete desværre ikke. Hvis Marrakech får en chance til engang, så bliver det sandsynligvis på et hotel uden for medinaen.

Dermed bliver medinaen en udflugt og ikke et sted, hvor det er nødvendigt at opholde sig. Sådan må anbefalingen lyde.

Plusser: Sevilla, Restaurante Patria, Riad Baba Ali og kvinden, der solgte os færgebilletten.

Minusser: Mentaliteten i og omkring turistfælderne i Marokko, utrygheden og den konstante tanke om at blive snydt – konstant.

Andreas Hein

Lyt til radioen på Costa del Sol - dagligt kl. 14-15

I september bringes radioprogrammet med sponsor-støtte fra Centro Idea – mødestedet for skandinaver i hjertet af Costa del Sol.

Læs mere om den nye frekvens her

 

Tilbage


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque

Drives af Drupal, et open source system til håndtering af indhold
Open source online newspaper and magazine software