Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Krokodille endelig fundet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 17/04/2013 - 10:53

Vejr og natur


Så er der endelig kommet en afslutning på historien om den berygtede krokodille i Mijas. Efter at eksperter og lokalpoliti i flere uger har le...

Så er der endelig kommet en afslutning på historien om den berygtede krokodille i Mijas. Efter at eksperter og lokalpoliti i flere uger har ledt efter en to meter lang krokodille, blev dyret i går fundet død ved kanten af en lille bæk mellem to damme i området Majada Vieja i Mijas.

 

Krokodillen var allerede blevet en kæmpeattraktion og havde fået flere britiske medier til at omdøbe Costa del Sol til Costa Crocodile. Den blev fundet i en lille hule af mudder, hvor den havde søgt tilflugt.

 

 

Død få timer forinden

Kommunalbestyrelsesmedlem Cristóbal González og lederen af Cocodrilos Park i Torremolinos, Enrique Prieto, bekræfter, at krokodillen blev fundet død tirsdag middag – formentlig af udmattelse – og at den var død få timer inden, den blev fundet.

 

- Jeg så pludselig halen stikke ud fra en af hulerne ved bækken. Der lå den død, fortæller Enrique Prieto til Laopinionsdemalaga.com.

 

Så der var ikke meget fup over sagen om den mystiske krokodille, der blev spottet af en lokal gartner for to måneder siden. Og det var ikke en alligator, som først antaget, men derimod en Nil-krokodille, der er en af de største og farligste krokodillerarter, der findes. Mijas-krokodillen målte 2,15 meter og var omkring 15 år gammel.

 

 

Eksperterne afviser, at krokodillen har boet i området i mange år.

 

- Den er blevet sat ud for et par måneder siden, og der har været mere end én person til at klare det job, siger parkleder Prieto.

 

Stresset ihjel

Han mener, at krokodillen er blevet stresset ihjel.

 

- Der har været masser af nysgerrige ude for at lede efter krokodillen. Den har forsøgt at gemme sig, og det har ikke været let, siger eksperten. Der er også har fundet tegn på skader og slag på krokodilens ben og hoved.

 

De fem damme, der findes i Majada Vieja, forbindes gennem et vandløb. På et sted er der et lille vandfald på fire meter, og Prieto mener, at krokodillen er faldet under sin færd mellem dammene. Den havde skader og blod flere steder på kroppen.

 

Lokalpolitiet i Mijas vil nu tjekke, at der ikke er flere ”overraskelser” i området.

 

- De spor, der er fundet, stemmer med krokodillens aftryk, men vi vil nu tjekke, at der ikke findes flere, siger José Antonio Rodríguez, som også vil indlede en klapjagt på den eller de personer, der slap krokodillen ud i naturen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.