Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Læge: få dig en mand

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 31/01/2014 - 11:16

Sundhed & sygdom


Gå en tur - mød nogle fyre. Det andet er unaturligt! Sådan lød rådet fra en læge til en lesbisk kvinde, der var taget på skadestuen med s...

Gå en tur - mød nogle fyre. Det andet er unaturligt! Sådan lød rådet fra en læge til en lesbisk kvinde, der var taget på skadestuen med stærke rygsmerter.

 

Men at mænd skulle være svaret på lændesmerter, var ikke lige det, 21-årige Noelia Ramírez havde ventet at høre, da hun sammen med sin kvindelige partner var taget på San Miguel-sundhedscentret i Torremolinos med hold i ryggen.

 

- Det er ikke godt med homoseksualitet. Det er unaturligt, lød diagnosen fra den vagthavende læge.

 

Noelia var taget på skadetuen mandag aften sammen med sin kæreste, 28-årige Nazaret, der forklarede til lægen, at Noelia havde hold i ryggen.

 

Lægen troede først, at veninden var sygeplejerske, eftersom hun fremlagde problemet og stillede en diagnose. Men da han fandt ud af, at pigerne var et par, brugte han de næste ti minutter på at holde en moralsk tale om det ”unormale og unaturlige” i at være lesbisk.

 

Gå en tur - få en mand

- Han fortalte, at han havde nogle venner, der lavede vandreture, og foreslog, at jeg fandt en fyr i stedet for at give mig noget smertestillende, fortæller Noelia indigneret til det lokale dagblad Sur.

 

Hændelsen er nu anmeldt til de homoseksuelles sammenslutning Colega, der har bedt den andalusiske forvaltning om at rejse en disciplinærsag mod lægen.

 

En talsmand for sundhedsdistrikt Costa del Sol siger, at lægen beklager ordvalget, og at han har ringet til parret for at sige undskyld.

 

Ligegyldig undskyldning

Noelia bekræfter, at lægen har ringet og beklaget.

 

- Men han gjorde det kun, fordi han fik besked på det af sine overordnede, siger hun.

 

Og hun bliver bakket op af de homoseksuelles sammenslutning:

 

- Lægen skal komme med en offentlig undskyldning - det er ikke nok at tage telefonen, siger formanden for Colega-Torremolinos, Santiago Rubio.

 

Han hævder at sundhedsområdet er et område, hvor homoseksuelle ofte bliver diskrimineret.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.