Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Læsernes møde med giftige larver

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/03/2014 - 11:16

Vejr og natur


I går bragte Spanien i Dag en artikel om de giftige processionslarver, der lige nu hærger store dele af landet til fare for mennesker og dyr. ...

I går bragte Spanien i Dag en artikel om de giftige processionslarver, der lige nu hærger store dele af landet til fare for mennesker og dyr. Det har fået flere af jer læsere til tasterne – mange har nemlig allerede været i nærkontakt med larverne.

 

Pas på: Her kan du møde den giftige larve

 

Torill Lie Bjerke havde nær mistet sin hund på grund af larverne. Da hun pludselig så, at hunden havde fråde om munden, skulle det gå rigtigt stærkt. Læs den historie en af de nærmeste dage.

 

 

Irriteret hud efter golf

Processions-larverne vandrer i gåsegang

 

Leif Pedersen har været ude af svinge golfkøllen i Málaga, og han har flere gange haft fysiske gener på grund af larverne:

 

”Jeg har set dem på Benalmadena Golfbane i går (onsdag, red.) og flere andre steder og har allerede seks – syv store knopper i nakken, som klør utroligt meget.

 

Men jeg har kendt til dem gennem de seneste syv år fra Spanien og Portugal. De første år var meget slemme med knopper mange steder. Jeg fik først creme, som ikke hjalp, senenere piller fra apoteket, som heller ikke hjalp, og til sidst fik jeg en indsprøjtning på hospitalet. De fleste steder, vi har fået knopperne af larverne, er på golfbaner. Angrebene varierer meget fra person til person.

 

Jeg vil tro, at 98 procent af alle de smittede personer ikke har haft direkte kontakt med larverne.

 

De første syv år var vi i Spanien og Portugal januar, februar og marts, og efter to år fik jeg et godt råd. Cirka to uger inden man tager af sted hjemmefra, skal man tage en allergipille (almindelig standard) og fortsætte, indtil man tager hjem igen. For mit vedkommende hjalp det, så det var ikke nogen gene mere. Men i år har jeg ikke taget nogen piller, da vi har været her siden 1. oktober.”

 

Hold dig langt væk fra rederne

 

Problemet er større i år end normalt. Læs mere om hvorfor her

 

Hund i kort snor

Marianne Lindegaard bor også i Andalucien nær Almuñécar støder dagligt på masser af de giftige larver:

 

”Vi bor på Punta de la Mona i La Herradura og ser masser af disse lede larver hver dag, når vi går tur med hunden – i meget kort snor.

 

Da vi flyttede herned for 12 år siden, vidste vi naturligvis intet om disse larver. Vi hørte om dem for første gang, da en schæferhund var kommet for tæt på dem og var død af det.

 

Siden da har vores hunde været i kort snor, og mennesket i den anden ende af snoren bærer briller og går og glor ned i jorden, da der nogle gange er enkelte larver, som kan være vanskelige at se. Især i halvmørke og hvis det har regnet.

 

Mange processioner bliver kørt over af biler, men så vidt jeg ved, skal man stadig holde sig fra dem, når de ligger på vejen og er døde.”

 

Hektisk larveliv

Der var heftig aktivitet på Cypern

 

I februar var Allan Rasmussen en tur på Cypern, hvor han faldt over en vild larve-aktivitet og undrede sig over, hvad det var for nogle larver. Det ved han nu:

 

”Jeg vil gerne bidrage med et foto, som min kæreste og jeg tog på Cypern i februar 2014. Vi undrede os over det hektiske liv, der foregik i det kaos af larver, som krøb rundt mellem hinanden - nærmest som om det skulle gå rigtigt hurtigt!!! Nu ved vi jo, hvad det var, vi så, via jeres artikel - tak for nogle gode nyheder, I laver på Spanien i Dag.”

 

Hvorfor ikke bekæmpe dem?

 

Mónica Riemann har oplevet, hvordan man nogle steder forsøger at bekæmpe problemet med larverne og undrer sig over, hvorfor man ikke gør det alle steder.

 

”I naturparken La Cazorla ved Jaén fortalte guiden på rundturen i jeepen, at de kasser, der hænger på træerne, er sat op for at begrænse antallet af de farlige larver. De indeholder flakoner med hunsommerfuglens kønshormon og tiltrækker derfor hannerne, der intetanende kryber ned i dem uden at kunne komme ud igen.

 

En anden slags larve-fælde

 

Derefter tilbringer de resten af deres korte liv på 24 timer uden at kunne befrugte hunnerne. Resultat: nul larver.

 

Se, dét er effektiv bekæmpelse, som, man jo ikke forstår, ikke bliver anvendt alle steder i stedet for at lukke naturparkerne. Måske er metoden for dyr?”

 

Tungen smuldrede

Mónicas firbenede ven har også været i nærkontakt med den mangebenede væsener. I dag har den en underlig kantet tunge, efter den mødte larverne som hvalp:

 

”Min egen lille hund rendte ind i dem, da den var en nysgerrig hvalp. Dyrlægen gav den antihistaminer, og hele natten stod den så bredbenet som muligt i sin kurv for at kunne få luft. Jeg var vis på, at den ikke ville klare den, men det gjorde den alligevel.

 

Efter et par dage gik der nekrose i ydersiderne af tungen, så jeg kunne gå og samle små, sorte tungestykker op fra gulvet. Den dag i dag har den en nærmest ottekantet tunge.”

 

Giftige banditter mod Ronda

Det færdige produkt

 

Anne tager ofte turister med ud i skønne Andalusien, hvor larverne heller ikke er noget særsyn.

 

”På mine ture ud i det Andalusiske landskab ser jeg utroligt mange fyrretræer, som er angrebet af disse larver i deres hvide spindelvæv. De lokale siger, at larverne får træet til at visne. Især på turen til Ronda fra San Pedro er det slemt, og der hvor turisterne og jeg holder pause nær Ronda, har vi stødt på flere processionsrækker af disse giftige banditter.

 

Jeg har svært ved at se for mig den færdige sommerfugl ud fra det foto, I har sat i "avisen". Den ser uhyggelig ud. Ved jeres team hvilken slags sommerfugl det er?”

 

Og ja, det gør vi...

 

Med udfoldede vinger og sammenklappede

 

Der er tale om møllet med det mundrette latinske navn Thaumetopoea pityocampa fra Thaumetopoeidae-familien. Den er cremefarvet med brune aftegninger og hvide 'bagvinger'. Den kvindelige møl har et vingefang på mellem 36 - 49 mm, mens den mandlige er lidt mindre nemlig mellem 31 - 39 mm.

 

De er på vingerne fra maj til juli. Læs mere her (eksternt link på engelsk)

 

Hunnen er lidt større end hannen

 

Er du nogensinde stødt på larverne, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv enten i kommentarfeltet herunder eller send en mail til:

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.