Lad os “Climb Every Mountain” sammen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 02/04/2022 - 07:00
Klumme
KLUMME: En fantastisk oplevelse kastede verdensituationen over bord...
- De opfører The Sound of Music nede på teatret, skal vi ikke tage ned og se den på torsdag?
Jeg vidste næsten ikke, hvilket ben jeg skulle stå på med Kathrines forslag, for hver torsdag aften plejer jeg at forberede artikler til weekenden. Derudover havde jeg jo heller ikke sat min fod i nærheden af hverken et teater eller en biograf i over to år…
- YES, my girls!!!
I mellemtiden havde jeg fået tænkt lidt over det hele. Jeg havde jo set filmen første gang for vel knapt 100 år siden, og dens tragiske tema passer jo egentlig meget godt med verdenssituationen i dag, hvor tankerne godt kan være noget triste.
Jeg forberedte mig lidt, inden det blev torsdag aften klokken 19:30 i Salon Variet´es Theatre i Fuengirola. Maria - Julie Andrews - som jeg huskede som en ung solstråle er i dag 85 år, og Christopher Plummer - Kaptajn von Trap - døde for et år siden som 91-årig.
På forhånd havde jeg tænkt, at jeg under forestillingen ville forberede dagens klumme og drage paralleller med verdenssituationen i dag. Jeg havde også tænkt over, hvem et lille teater kunne få til at løfte Julie Andrews rolle. Jeg havde indstillet mig på en lille nedtur…
Den nye sol
Gemma Lloyd
Oplevelsen blev bare den rene optur. Den nye Maria spillet af Gemma LLoyd, tog mit hjerte lige fra starten. Med en imponerende stemme, udstråling, glæde og fortrolighed med scenen fik hun mig til at glemme alt om Julie Andrews - i hvert tilfælde midlertidig…
Kathrine, der har flere toner i livet end mig, fremhævede Marias ældste “datter” Liesl - spillet af Elsa McEntyre - som den optrædende med den suverænt bedste stemme…
Resten var vi dog enige om! En meget flot opsat forestilling med flotte kulisser, hurtige sceneskift og en rigtig god lyd. Og generelt flot sang med mange melodier, som vi begge genkendte.
Også ros til den mindste datter Gretl, der blev spillet af syv-årige Lottie Williams-Griffiths, der havde flere soloer.
Også ligeledes ros til resten af holdet.
Dog lige: Kaptajn von Trap fremstod som en forkert figur. Han lignede mest af alt en ung mand, der med usikkerhed prøvede sit konfirmationstøj for første gang og ikke kunne finde ud af, hvor han skulle placere sig selv. Når man ser traileren for forestillingen er det dog ikke ham. Så måske er en trådt ind i sidste øjeblik, og så er alt jo tilgivet.
En særdeles god oplevelse og en rigtig flot forestilling, som vi begge glædede os over. Og jeg glemte alt om mine planlagte forestillinger om at lave paralleller med med vores nutid.
Vi kan kun anbefale, at se forestillingen. Men det er desværre i sidste øjeblik for de sidste dage er i dag og i morgen. I skrivende stund var der stadig nogle billetter tilbage - specielt til i morgen søndag. Billetprisen er 18 euro.
Billeder fra forestillingen
Klik i billederne for at se dem større
Stående applaus
Se traileren
Find ledige pladser
Benyt dette link til direkte at finde pladser lørdag og søndag - og købe online
Eller ring på (+34) 952 47 45 42 mellem klokken 11 og 14:30 - eller 1 time før forestillingen, der starter klokken 19:30.
Vi håber, du får en god oplevelse i de cirka tre timer, som det hele varer.
Og nej, der blev ikke nogle store tanker om verdenssituationen i denne klumme. Så kan vi bare ikke blive enige om, at vi sammen vil “Climb Every Mountain” i fremtiden?
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.