Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lad os opfinde tolerancen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 15/09/2012 - 01:10

Klumme


Den største hindring for at få en fredelig verden er desværre mennesket. Det har vist sig lige siden, det blev skabt. Og uanset hvem der gjor...

Den største hindring for at få en fredelig verden er desværre mennesket. Det har vist sig lige siden, det blev skabt. Og uanset hvem der gjorde det, så slap skaberen ikke helt så godt fra det.


Mange af dem har nemlig fået genetiske skavanker: nogle dræber gerne for penge eller tro, andre er helt egocentriske og andre igen ved ikke, hvordan man skal respektere – eller opføre sig overfor - andre mennesker. For blot at nævne nogle enkelte kategorier.


I det små eller i det store.


Egocentriske mennesker kender kun hensynet til dem selv i deres egen verden.
I den har de rettigheder til at gøre alt uden hensyn til andre. Mener de. Uanset konsekvenserne for deres næste, som de næppe ved eksisterer – eller måske gør de – og vil dem bare ondt.


Denne uges værste eksempel blev kortfilmen 'Innocence Of Muslims', der har sat den muslimske verden i kog, dræbt en amerikansk ambassadør og forårsaget angreb på andre amerikanske ambassader og positioner.


Manden bag filmen er Nakoula Basseley Nakoula - et 55-årigt amerikansk fjols, der tidligere er dømt og fængslet for at fremstille amfetamin.


Fjols?

Det må I selvfølgelig selvfølgelig selv bedømme, men min holdning er klar. Ikke mindst efter jeg har set hans ”film” der vist er det ringeste stykke arbejde, jeg nogensinde har set. Den er vist ene og alene produceret som en provokation mod muslimerne.


Vurder selv!

Hvis du pludselig ikke kan se filmen, kan årsagen være, at den amerikanske regering har opfordret Google, der ejer YouTube, til at fjerne filmen.


Der findes ca. 2,1 milliarder kristne og 1,7 milliarder muslimer i verden. Tallene varierer lidt efter kilder og de to trosgrupper svarer samlet til cirka 55 procent af verdens befolkning.


Når man nu ved, at Muslimerne ikke tillader afbildninger af profeten Muhammed, kunne de kristne – eller andre trosretninger – så ikke bare respektere det?


Eller ligger det i den genetiske egocentisme, at man har misforstået begrebet ”ytringsfrihed” over for alle andre?


Som det lykkedes for tegneren Kurt Westergaard, da han fik sat både Dannebrog og danske ambassader i brand, fjernet danske varer fra hylderne og moppet børn med dansk baggrund i arabiske skoler, så de måtte gå ud.


Selvfølgelig ved jeg godt, at der kan ligge mange dagsordener bag, når muslimerne opildnes til deres aktioner. Men hvor smart er det, at forære landene legaliteten?


Og selvfølgelig kan der også ligge politiske konspirationer bag, når en straffet narkoproducent laver en provo-film om Muhammed, eller når en dansk tegner lægger en bombe oven på profetens hoved.


Uanset årsag er den basale skavank mangel på tolerance og respekt overfor andre mennesker.

 

Tom Lehrer

Den amerikanske satiriker, sangskriver, pianist og matematiker, Tom Lehrer, som mange måske husker, siger det lige ud i sin sang om National Britherhood: ”protestanterne hader katolikkerne og katolikkerne hader protestanterne, og hinduerne hader muslimerne og alle hader jøderne...”


Lyt til sangen her:

 

I Spanien bides hestene. Det gør de jo, når krybben er tom. Catalonien med Barcelona som hovedstad vil løsrive sig fra Spanien og være et selvstændigt land i Europa. Ligesom dengang i 1997 da lederen af protestpartiet Lega Nord, Umberto Bossi, ville løsrive Padanien fra Italien.


Catalonierne mener, at de bidrager med store beløb til staten og at de, som selvstyrende region, ikke får noget tilbage. Cataloniens problem er dog en kæmpe gæld, og for ikke længe siden måtte regionen bede centralregeringen i Madrid om nødhjælp for at kunne betale regningerne.


Alt imens hundredvis af spaniere dagligt bliver sat ud af deres boliger, og det kniber med penge til de daglige fornødenheder, så fortsætter Spaniens Robin Hood, borgmester Juan Manuel Sánchez Gordillo, sine aktiviteter. Hans folk har stjålet mad fra supermarkeder, fordi han mener regeringen stjæler penge fra befolkningen. De har også besat en bank, fordi han mener, at bankerne er skyld i krisen.


Hjemme i hans by, Marinaleda, er der ingen arbejdsløse og de fleste får den samme løn. Borgerne uden arbejde ansættes i byens landbrugskooperativer.


Gordillo er også valgt til det andalusiske parlament og har længe været en torn i øjet på de etablerede partier, PP og PSOE. I torsdags vedtog de at fordømme hans aktions-metoder.


En stor del af spaniere i nød er vilde med ham.


En øvelse i tolerance

I Spanien i Dag Weekend den 2. september annoncerede vi, at vi ville forsøge at arrangere en bustur til Marinaleda for vores læsere.


Det er lykkes nu!


Nu ved jeg godt, at nok de fleste af vores læsere, ligesom jeg selv, ikke er kommunister. Men da jeg havde læst Jesper Sander Pedersens artikel om, og interview med, Gordillo, vakte det min nysgerrighed og jeg besluttede mig for, at jeg ville besøge byen med det lige samfund. Med respekt for andres politiske holdninger.


Hvorfor ikke tage læserne med? Det var min næste tanke. Tag og del den oplevelse med andre!


For arrangementet kunne løbe rundt, skulle der tilmeldes mindst 30, og det er sket nu.


Turen finder sted den 16. oktober. Vi har i går fredag fået bekræftet af Marinaledas viceborgmester, Esperanza del Rosario Saavedra Martín, at Gordillo vil tage personligt mod os.


Med 32 tilmeldte, er der plads til maksimalt 18 personer mere.


Program

Afgang fra Fuengirola kl. 9:00. Underholdning i bussen.
Ankomst Marinaleda kl. 10:30: velkomst af borgmesteren med efterfølgende rundvisning i byens kollektiver, fabrikker, folkepark, boliger, etc.

kl. 13:00 frokost med indsamling af spørgsmål til borgmesteren.
Ca. kl. 15-15:30 retur mod Fuengirola. I bussen snak om dagens oplevelser.


Prisen for turen er 35 euro pr. person inkl. bus, frokost, drikkevarer og kaffe

 

Hvis du også vil med på turen, så klik her for at sende os en mail med dine oplysninger.

 

Du kan også kigge forbi vores kontor i Centro Idea dagligt mellem kl. 10 og 16 og foretage din tilmelding.

 


I morgen søndag får du en ny oplevelseshistorie fra Spanien i Dag Weekend om dramatisk natur og spændende kultur.


Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Det er dog det værste mest selvmodsigende, jeg længe har læst. Jeg læser dagligt disse nyheder og er glad ved det, da jeg kun kommer til Spanien ca. 3 gange årligt, men om et par år bliver det af længere varighed, så lidt løbende opdatering er rart. Jeg ville have tilmeldt mig turen til Marinaleda, hvis jeg var i Spanien på det tidspunkt, men du skulle godt nok have holdt dig fra at skrive de ting du gør i denne artikkel sammenkædet med besøget, for jeg ville omgående have afmeldt deltagelse, og jeg tror bormesteren også vil have sig frabedt din sammenkædning her i artiklen, som i øvrigt er utroligt selvmodsigende. Bare et enkelt eks.: På den ene side laster du den danske tegner, og på den anden side er du med til at vise den sindsyge video. Et råd - du må selvfølgelig have de meninger, du har og også give udtryk for dem, ellers var det da et kedeligt samfund at leve i, men holdninger udtrykt til envejskommunikation er svært, og det er bedst at holde sig til en ting ad gangen i stedet for at blande tingene. Ha' en dejlig dag i det spanske - jeg er "slet ikke misundelig"!! Med venlig hilsen Jane.

Kære Jane

Tak for dit indlæg og oplysningen om, at du er glad for vores daglige nyheder.

Overskriften i min klumme er en opfordring til, at vi skal opfinde tolerancen. At være tolerant er for mig, at man respekterer andre mennesker, som de er: deres tro, politiske overbevisning, andre ståsteder etc.

Tolerancen mangler nemlig, synes jeg, på alle niveauer i verden.

Desværre går alt for mange diskussioner mellem mennesker ud på at få ret. Mange lytter slet ikke til andre for at forstå. Politiske diskussioner ender ofte i uvenskaber.

Overordnet set handler min klumme om, at ikke-muslimer burde respektere muslimernes helligdomme, og at en busfuld danskere den 16. oktober nu skal på en tolerance-øvelse, hvor de skal respektere en politisk struktur, som de grundlæggende næppe er tilhængere af.

Jeg har kombineret to elementer, hvor det første er endt i død og ulykke, og hvor det andet - ”En øvelse i tolerance” - allerede nu har positive replikker fra de tilmeldte til busturen.

Jeg kunne have nævnt hundredvis af andre eksempler på manglende tolerance men valgte at holde mig til det, der netop nu ligger tættest på os.

Du giver et eksempel på, at du mener jeg er selvmodsigende ved at nævne en dansk tegner og samtidig vise den sindssyge video.

Jeg er glad for, at du også synes, videoen er sindssyg. I min klumme giver jeg min holdning til kende om videoen, men jeg publicerer den selvfølgelig for at læserne selv kan bedømme den – og min holdning - hvis de ikke har set den.

Hvis ikke jeg havde gjort det, ville det vist nok have været en slags selvcensur.

Jeg vil savne dig på vores bustur til Marinaleda!

Mange venlige hilsner

Torben Wilkenschildt

SÅDAN! Godt skrevet! Det er så livgivende, når vi en gang imellem smider nogle holdninger på bordet!!! Desværre er jeg her ikke, d. 16. oktober. Men jeg er sikker på, I får en spændende dag!

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.