Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lykkeriddere på rus-jagt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 12/12/2014 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Rygter om en kæntring har skabt et usædvanligt stort besøgstal til en strand i Cádiz.

Normalt er det ikke i december, at de lokale flokkes ved strandene. Men lige i øjeblikket er der usædvanligt manne mennesker på stranden i Cádiz. Også om natten.

 

Solhungrende badegæster er normalt dem, der dominerer de spanske strande. Det foregår sædvanligvis om sommeren og i dagtimerne.

 

For øjeblikket er det dog en anden type mennesker, der opholder sig på strandene i Cádiz. Både dag og nat er der flere unge mænd med løstsiddende tøj, der går strandture.

 

Hash-båd kæntret

Det er dog heller ikke solen eller en svømmetur, der tiltrækker det nye publikum. Det er såmænd hash fra Marokko, der får nogle til at tage en tur til stranden.

 

For nyligt kom det frem, at en båd fyldt med hash var kæntret ud for kysten, og to af de ombordværende smuglere omkom ved ulykken.

 

Så snart rygtet havde spredt sig var der mange mennesker på strandene. Der var dog også meget politi, der både var på vagt overfor lokale hash-jægere og muligvis en tredje druknet smugler.

 

Mange anholdte

Politiet visiterede mange af de usædvanlige strandgæster og fandt mellem 100 gram og 30 kilo hash på nogle af de visiterede. Det skriver El País.

 

Avisen skriver også, at politiet har foretaget så mange anholdelser, at den lokale politistation løb tør for plastikhåndjern eller strips, så de måtte få assistance fra andre stationer.

 

Nogle af de tilbageholdte er kommet helt fra Sevilla i håb om finde noget gratis fjolletobak.

 

”Lad os være”

Flere af hash-jægerne har udtrykt frustration over, at politiet prøver at beslaglægge hashen fra havet eller dem, der finder det.

 

- Hvorfor kan de ikke bare lade os være? Siger en mand ved navn Juan til El País.

 

Og ifølge en ny undersøgelse, er halvdelen af alle spaniere enig med ham. Avisen 20minutos skriver, at 52 procent af spanierne ønsker en legalisering af cannabis.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.