Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Málaga Rådhus omringet af politi

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/11/2012 - 13:30

Samfund og Politik


Det var hverken bombetrusler eller demonstranter, der torsdag fik mere end et hundrede lokalbetjente til at omringe rådhuset i Málaga. Faktisk...

Det var hverken bombetrusler eller demonstranter, der torsdag fik mere end et hundrede lokalbetjente til at omringe rådhuset i Málaga. Faktisk var det for en gang skyld betjentene selv, der var årsag til optøjerne ved rådhuset.

 

Under højlydte fløjt, pift og slagord protesterede betjente mod vedtagelse af den kommunale spareplan, der betyder, at lokalpolitiet går 10 procent ned i løntillæg for 2013.

 

Lokalbetjentenes aktion blev nøje overvåget af betjente fra Policia Nacional, som var indkaldt til at holde øje med de utilfredse kolleger fra lokalpolitiet.

 

Det er tredje gang lokalbetjentene bliver udsat for lønnedskæringer siden indgrebene fra Zapatero og Rajoy, og nu er turen så kommet til de kommunale budgetter.

 

Politiets fagforeninger mener, at betjentene går glip af en indtægt på mellem 800 og 1.000 euro om året, mens andre personalegrupper går fri.

 

Kommunen afviser klagerne og siger, at betjentene højst går ni euro ned i løn om måneden. Beregningerne er baseret på en gennemsnitsbetjent med seks års anciennitet, der næste år går ned i løn fra 2.133,85 euro til 2.124,95 euro, altså en nedgang på 8,9 euro om måneden.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.