Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Málagas eventyr fortsætter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/03/2013 - 15:40

Sport & hobby


Málaga spillede sig onsdag aften videre i Champions League ved at besejre Porto med 2-0.

Málaga spillede sig onsdag aften videre i Champions League ved at besejre Porto med 2-0.

 

Hjemmeholdet var under pres. Første kamp mellem de to fodboldhold, var endt med en sejr til Porto på 1-0, og den kunne sagtens have været større. Derfor var Málaga presset frem af banen i den afgørende kamp på La Rosaleda.

 

Málaga kom så sandelig også frem. Holdet styrede kampen i første halvleg, og jublen brød løs på tribunerne, da Javier Saviola prikkede en løs bold i mål. Men jubelbrølene blev hurtigt ændret til vredesbrøl, da målet blev underkendt for et tvivlsomt frispark mod Portos målmand.

 

Málaga kom dog hurtigt tilbage fra den mentale dukkert, da Isco hamrede bolden op i hjørnet fra kanten af feltet. Så kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 1-0 efter et pragtmål, der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved.

 

Godt, men ikke godt nok
Selvom det var lækkert for hjemmeholdet med en føring, var det ikke nok til at gå videre. For at undgå 2 x 15 minutters opslidende, ekstra spilletid, var det nødvendigt med endnu en scoring til Málaga. Det hele blev lidt lettere, da Portos Steven Defour fik rødt kort fire minutter inde i anden halvleg.

 

Med et kvarter tilbage kom Roque Santa Cruz så først på et hjørnespark og headede 2-0-scoringen ind. For anden gang på aftenen steg lydtrykket på La Rosaleda til en styrke, der ville kræve høreværn, hvis det var en arbejdsplads.

 



Næsten hjemme
Det sidste kvarter af kampen føltes som meget længere. Spillerne blev nervøse, og den nervøsitet bredte sig til tilskuerne og helt ud på barerne i hele Málaga-provinsen. Et enkelt Porto-mål ville være nok til at sende hjemmeholdet ud af turneringen.

 

Nervøsitet i slutningen af kampen

 

Men trods et aggressivt Porto-pres holdt 2-0 føringen hele vejen. Da dommeren blæste i fløjten for sidste, gang eksploderede La Rosaleda, og det gav genlyd på barerne i hele området.

 

Også fanklubben La Peña de Dinamarcas formand, Morten Møller, var svært begejstret. I en mail til medlemmerne skriver han:

 

"Rosenhaven kogte på denne kølige martsaften, hvor vi for første gang nogensinde så Malaga CF's chilienske mirakeltræner, Manuel Pellegrini, stå op ved sidelinjen for uafbrudt i en hel kamp at dirigere sine tropper fremad. Energien fra ham forplantede sig til hver eneste spiller, der kæmpede en vis legemesdel ud af bukserne med midtbanefolkene Toulalan og Iturra som de helt store fightere."


Nu gælder det kvartfinalen
Hele tre spanske hold er videre til kvartfinalerne. Der trækkes lod på fredag, og udover Real Madrid og FC Barcelona kan Malaga CF trække tyrkiske Galatasaray, franske Paris Saint-Germain, de to tyske klubber Bayern München og Dortmund samt italienske Juventus.

 

Kvartfinalerne spilles den 2. og 3. april, og der er returkampe den 9. og 10. april.

 

Hvis Málaga går videre endnu engang, skal der spilles semifinale den 23. og 24. april, og returkampen bliver spillet den 30. april og 1. maj. Finalen bliver spillet på Wembley i London den 25. maj.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.