Meget apropos rigeligt med strøm
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/10/2022 - 07:00
Klumme Grøn omstilling
Klokken er 21:12 torsdag aften, og TelefonAssistancen ringer…
- Hej Torben, undskyld jeg ringer, men vi har ikke noget strøm i vores hus…
Man behøver ikke undskylde, når man som Amigos benytter sin TelefonAssistance - bare lige for at understrege det!
Situationen for vores Amigos var, at al strømmen var gået i huset. Det var ikke en generel afbrydelse, for der var lys i nabohusene. Huset ligger i Alicante Provinsen.
- Vi er tilknyttet en dansk el-udbyder i Málaga Provinsen, men de skriver, at hvis man har problemer efter klokken 16:00, skal man ringe til Iberdrola. Det har vi prøvet, men forstår intet og tror, at det er en talemaskine, der svarer.
- Jeg har en aftale med en elektriker i morgen, men vi har to frysere fyldt med varer, og jeg er nervøs for, at varerne ikke holder så længe…
Iberdrola kunne jeg ikke hjælpe med. Har prøvet det flere gange før, og min rekord er, at en Amigos fik strøm efter tre dage.
Jeg kunne ikke andet end at give tippet med at slukke for alle grupper og så slå hovedafbryderen/relæet til. Derefter tænde én gruppe af gangen for at finde ud af, om det er et lokalt problem, der så kan forblive uden strøm.
Efter installationen af vores solcelleanlæg, hvor vi nærmest bader i gratis strøm, kunne jeg dog tilbyde, at de kunne komme ned til mig og bare tage fryserne med…
Vi kniber os selv i armen
Torsdag fortalte jeg om installationen af vores solcelleanlæg.
Jeg må sige, at vi har nået vores målsætning med solcelleanlægget til fulde:
“Solens energi skal fremover sikre, at vi også kan udgive Spanien i Dag ved strømsvigt og i øvrigt producere avisen 100 procent grønt.”
I tilgift har vi siden torsdag haft gratis strøm, hvilket heller ikke er at foragte!
Fornemmelsen ved at sidde foran computeren, se lyset blinke i routerne og have fjernsynet kørende i baggrunden alene med strømmen fra solcellerne - eller batterierne - er en meget tilfredsstillende fornemmelse.
Og specielt trygheden ved, at vi fortsat kan arbejde, når de varslede strømafbrydelser kommer.
Nyt krav fra boligkøbere?
Jeg vil da forvente, at boligkøbere i fremtiden nok vil sikre sig, at de har mulighed for at etablere et solcelleanlæg på deres ejendom i Spanien. På huse og rækkehuse er det jo et spørgsmål om, hvordan tagene vender. Anderledes forholder det sig, hvis der er tale om en lejlighed. Er der mulighed for at placere solpanelerne på bygningens fælles tag eller tagflade. Det er nok værd at undersøge.
Og hvis en sælger af en lejlighed allerede har indhentet en tilladelse fra ejerforeningen, vil det uden tvivl kunne øge lejlighedens værdi på markedet.
Ny service?
Planlægningen af vores eget solcelleanlæg har givet os en erfaring om mulighederne for installation af solcelleanlæg. Som Krumme sang: “Det er ikke så svært, når man først får det lært”.
Derfor overvejer vi nu at etablere en service “på første hånd”, hvor vi gratis kan tilbyde vores Amigos et overordnet overblik over mulighederne for at installere et solcelleanlæg på alle typer ejendomme. Uanset om det er i en købs- eller salgssituation eller, hvis man overvejer installation i eksisterende bolig.
Vi har baglandet i orden til at kunne gør det.
Det må vi så se, om der er interesse for…
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.