Mijas min øjesten
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 06/11/2010 - 16:27
Rejser & oplevelser
Velkommen til byen, der byttede våben ud med bøger, og som ændrede krise til muligheder. Velkommen til byen for alle.
Velkommen til byen, der byttede våben ud med bøger, og som ændrede krise til muligheder. Velkommen til byen for alle.
Nicolas Cruz Peña er født, opvokset og lever sit voksenliv i Mijas. Han er uddannet læge, stærkt engageret i nye fremadrettede politiske tiltag, han elsker hver en krog af Mijas og er parat til at gøre alt for borgerne og de udlændinge, der bor i kommunen.
Nicolas har skrevet denne artikel, som er blevet oversat og redigeret af Torben Wilkenschildt:
”En by er meget mere end dens gader, pladser, parker og huse. Mest af alt karakteriseres en by ved dens befolkning og de mennesker, der er motiverede for at erobre fremtiden.” Sådan indleder Nicolas sin beretning om Mijas.
Lidt historie
Det var Tartesianerne, der grundlagde Mijas med den solide fæstning, som der stadigvæk eksisterer rester af langs området ved den kendte mur syd for byen.
Muren er med sin belysning også imponerende om aftenen.
Mijas' beliggenhed ved bjergets fod, udsigten til hele Middelhavsbugten og rigdommen på mineraler tiltrak både føniker, grækere, romaner og muslimer.
Efter generobringen af Spanien fra muslimerne, som blev ledet af 'De katolske Konger,' begyndte Mijas processen med udviklingen af en blomstrende økonomi baseret på landbrug og dyrehold.
Gennem det 1800 århundrede blev Mijas involveret i væbnede konflikter mellem Napoleons franske-, engelske- og spanske tropper. Men efter Borgerkrigens afslutning i 1939, rettede Mijas-borgerne igen blikket fremad og etablerede små bedrifter med dyrkning af vindruer og oliven samt dyrehold med køer, geder og svin.
Dertil kom bytteaftaler med fiskerne i nabobyen Fuengirola.
Generelt om Mijas
Mijas ligger i Sydspanien i den selvstyrende region Andalusien og er en af de største kommuner i Málaga Provinsen med sine 149 kvadratkilometer.
Kommunen er opdelt i tre hovedområder:
- Mijas Pueblo er beliggende på bjergskråningen 428 meter over havets overflade. Landsbyen er nærmest et ikon for den typiske hvide andalusiske landsby.
- Las Lagunas er den mest moderne og befolkede del af kommunen, hvor der både er mange boliger, industriområder og forretningscentre.
- La Cala er kystbyen og centrum for de 12 km. kyststrækning, som findes i kommunen.
Las Lagunas er mest moderne
I kystbyen La Cala er der kyststrækning for alle pengene
I resten af territoriet findes mere end 100 urbanisationer, hvor der bor mange europæere. Andre europæere har igen valgt landdistrikterne, hvor de bor i 'fincas'.
Central beliggenhed
Mijas er i dag en velstående kommune med store fremtidsmuligheder. Økonomien kommer primært fra turisme, det almindelige forretningsliv og byggeindustrien. Samtidig gøres der store anstrengelser for at supplere økonomien med nye konkurrencedygtige tiltag både indenfor industri og teknologi.
Mijas ligger i hjertet af Costa del Sol omgivet af både motor- og motortrafikveje. 20 minutter til den internationale lufthavn i Málaga og 30 kilometer til både lyntoget AVE og havnen i Málaga, hvor mange krydstogtskibe anløber.
Det er let for turister at komme til Mijas og ligeså let for borgerne at komme væk derfra.
Særkender
Mijas er et unikt turistmål med alle muligheder. Typisk betegnes Mijas som 'sol og strand,' men der findes også et hav af andre muligheder.
Attraktive golfbaner i høj kvalitet, naturskønne områder til både vandre- og cykelture, dykning, tennis- og padlebaner, fitness-centre samt mange andre tilbud til den aktive turist.
De billige strandrestauranter 'chiringuitos', de utallige familierestauranter med traditionelle retter og de internationale restauranter, som findes i hele kommunen, giver både borgere og turister et væld af gastronomiske herligheder.
De mest kendte specialiteter fra området er honningen fra bjergene, de søde sager, bondebrødet, olivenolien, de søde mandler, avocadoerne og grøntsagerne fra landet.
Teatret i Las Lagunas og auditorium'et i Mijas Pueblo tilbyder løbende mange vigtige kulturelle tilbud.
Traditioner
Gennem hele året kan borgerne også nyde en lang række fester og begivenheder, der både kombinerer tradition, nytænkning, religion og alt mulig andet. Som eksempel kan nævnes 'Día de San Antón' i januar. Her fortæller sagnet, at helgenen vil sikre, at enhver ung pige, som kommer med en sten, snart vil blive forlovet.
Eller karnevalet, når borgerne går på gaderne udklædt som kendte mennesker, og både danser, spiser og drikker. Eller påskeugen, hvor borgerne viser deres respekt for de religiøse figurer, der bæres på tronerne i processionerne gennem Pueblo'ens gader.
Eller byfesterne 'las ferias', som finder sted i alle kommunens områder. Det sker gennem sommermånederne, hvor man fejrer byens skytshelgener: Virgen de la Peña, Virgen de la Paz og Santa Teresa.
Virgen de la Peñas kapel i Mijas
Selvom Mijas altid har været kendt for mange kvaliteter, kan man ikke komme udenom, at 'Burros Taxi' – æslerne – altid har været en af de væsentligste attraktioner for de tusinder turister, der årligt besøger Pueblo'en.
Mijas-borgerne har altid været en hyggelig befolkning, der har været venlige over for turisterne og de udenlandske borgere.
Samlingssted for kunstnere
Kunsthåndværket er noget af det bedste i hele Spanien. Her skal især fremhæves de flettede ting af rør og snor, udskæringer i træ, sølvarbejder, kunstsmykker og smedearbejder.
Siden 1950'erne har Mijas tiltrukket et stort antal kunstnere – både nationalt og internationalt: Kunstmalere, forfattere, billedhuggere, keramikere og fotografer.
Alle har valgt dette område, fordi de her har fundet det ideelle miljø til at skabe deres værker. Især på grund af det specielle lys, det kunstneriske miljø, og den store støtte, som de har modtaget af Mijas kommune.
Både med hensyn til rådighed over forskellige udstillingslokaler, arrangementer med konkurrencer og generelt mange kunstneriske aktiviteter.
Professionelle kunstnere som kunstmalerne Michele Lehmann og Don Clarke eller keramikeren Amelung, bor i Mijas, som de har været forelskede i gennem mange år.
Foretrukket af danskere
Det gode klima og gastronomi, den fantastiske natur og befolkningens venlighed har gjort Mijas til et fantastisk sted at bo.
I 1980'erne boede der faktisk flere europæere i kommunen end 'indfødte.'
I øjeblikket lever mere end 1.300 danskere med de lokale vaner, integration, sameksistens, den mangesidede kultur og gensidige respekt.
Udsigten fra Mijas efter solnedgang
En tur ved solopgang på de rolige strande, en ridetur midt på dagen, en frokost med lækre små fisk på en chiringuito i La Cala, et besøg om eftermiddagen i pueblo'ens historiske centrum og en dejlig udendørsmiddag i solnedgangen i en af de fantastiske restauranter i Mijas mellem bjerget og havet.
Blot nogle af de mange muligheder, Mijas tilbyder hver eneste dag.
Naturen har ydet sit bedste til at gøre dette hjørne i verden til et paradis fyldt med lys og dejlige mennesker.
Velkommen!
Tilgængelig for gangbesværede
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.