Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Morder-model venter offerets barn

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 11/04/2014 - 11:26

Krimi og katastrofe


Model har erkendt at have skudt sin ekskæreste, millionær Andrew Bush. Han døde af to skud i hovedet, men hun hævder, at det var selvforsvar...

Model har erkendt at have skudt sin ekskæreste, millionær Andrew Bush. Han døde af to skud i hovedet, men hun hævder, at det var selvforsvar. Og for at gøre sagen yderligere kompliceret hævder hun nu, at hun venter hans barn.

 

Det sidste ord i den blodige sag om mordet på en kendt britisk juveler i Estepona er formentlig ikke sagt endnu. Vi aner stadig ikke, hvorfor den unge model flygtede 3.000 kilometer væk. Og hvor kom pistolen fra?

 

Den 24-årige slovakiske model Mayka Kukucova har erkendt, at hun affyrede de dræbende skud, men fortæller nu også, at hun er gravid og er desuden fast besluttet på at føde sit offers barn.

 

Et spørgsmål om penge

Den 48-årige britiske millioner Andrew Bush blev skudt ned af sin ekskæreste i sin lejede strandvilla i La Cancelada-kvarteret i Estepona, da han kom hjem fra en rejse. Han var i selskab med sin nye kæreste, 21-årige Maria Korotaeva.

 

Kukucova hævder at have skudt i selvforsvar, efter at hun havde haft et skænderi med ekskæresten om underholdningsbidrag til det ufødte barn.

 

Ekskæresten stak af efter at have affyret to dødbringende skud mod Bush. Først to dage senere blev hun anholdt i sin hjemby i Slovakiet, hvor hun blev sigtet for drabet.

 

Ville bare snakke

En kilde tæt på efterforskningen har oplyst til Daily Mirror, at Kukucova har sendt en sms til sine forældre, hvori hun beskriver, hvad der skete på den skæbnesvangre aften.

 

- Mayka sagde, at hun var taget til Spanien for at diskutere finansielle aftaler for hende og barnet, da han nægtede at kommunikere med hende over telefonen, oplyser kilden til det britiske dagblad.

 

- Hun siger, at hun konfronterede ekskæresten med sine krav, og at han overfaldt hende, og hun blev derfor tvunget til at forsvare sig. Hun siger, hun har beviser i form af blå mærker, siger kilden.

 

Ny kæreste låst ude

Bushs nye kæreste, Korotaeva, fortæller, at hun var gået uden for, da det pludselig gik op for hende, at Bush og hun ikke var alene. Hans ekskæreste var inde i huset.

 

Hun fandt så ud af, at hoveddøren var blevet smækket, og hun var låst ude. Hun ringede derfor til politiet. Da døren til huset blev brudt op, fandt man liget af den 48-årige smykkehandler, badet i blod.

 

Bushs ekskone, Sam Mason, hans 19-årige datter, Ellie, og hans hans søster, Rachel, stillede i går blomsterbuketter uden for huset med et kort:

 

”Jeg vil skaffe dig retfærdighed. Jeg lover dig af hele mit hjerte og min sjæl, at du aldrig bliver glemt”.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.