Narrer penge fra ældre
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 24/12/2013 - 01:00
Krimi og katastrofe
Verdensmand med venner og velgørenhed på programmet. I årevis var denne udlænding en af kystens mest farverige figurer, men i virkeligheden ...
Verdensmand med venner og velgørenhed på programmet. I årevis var denne udlænding en af kystens mest farverige figurer, men i virkeligheden brugte han sin energi på at franarre ældre alle deres sparepenge. Nu er sandheden endelig kommet frem, men 'hovedpersonen er smuttet, og ofrene står tilbage.
Det skriver The Olive Press
Sir' Nigel Goldman var regelmæssigt vært for velgørenhedsauktioner og deltog i radio-programmer - han havde endda sin egen restaurant-klumme i en lokalavis. Men nu ser det endelig ud til, at konsekvenserne er halet ind på Goldman. Både politi og advokater er meget interesserede i at finde ud af, hvor han befinder sig.
Den selvbestaltede poker-guru, der handlede med guld og mønter, tilbød i bedste fald dårlig finansiel rådgivning og har efterladt de godtroende investorer tomhændede.
Spansk politi efterforsker nu to af hans finansielle rådgivningsvirksomheder - Harvard Private Client og International Financial Investment - men hovedpersonen selv har angiveligt stukket halen mellem benene og er smuttet hjem til Storbritannien. Han er nu også efterlyst i sit fædreland på anmodning fra spansk politi.
Toppen af isbjerget
To af hans ofre, Roy og Jennifer Feather, hævder at have mistet 550.000 euro, mens et tredje offer, Geoffrey Whitton, hævder at have mistet over 20.000 euro.
- Jeg kunne godt tænke mig at finde ham og få mine penge tilbage, siger Whitton, der er forfatter fra Cornwall, men bor for øjeblikket i Madrid.
Men det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget. Ifølge advokat Antonio Flores Lawbird fra Marbella er der højst sandsynligt mange flere ofre.
En ny og bedre mand...
Goldman har egentlig ikke nogen prangende baggrund, men alligevel boede han i det eksklusive Elviria-område og kørte i en stor Mercedes. Og så var han også forfatter - han skrev selvbiografien 'High Stakes' om, hvordan han mistede 14.000.000 pund og afsonede to fængselsstraffe for bedrageri.
Men efter ankomsten til Costa del Sol for over ti år siden, hævdede han at være et nyt og bedre menneske. Han besluttede sig for at være børsmægler og guldhandler og kunne ofte ses på messer og konferencer, hvor han købte og solgte mønter.
Blålyset overbeviste mange
Det lykkedes at opretholde glansbilledet af sig selv blandt andet gennem velgørenhedsarbejde som at være vært for dette års brystkræft-event Positively Pink Ball og havde en klumme i Euro Weekly News sammen med sin makker Barry Nathan.
Når evnerne ikke slog til, mærkede han kortene
Han rejste verden rundt og deltog i pokerturneringer. Hans venneliste talte mange jet-settere go semi-kendisser som sanger Stephen Lloyd Morgan, Nick Holland, officer James Hewitt og Sir Mark Thatcher. Han og sidstnævnte havde mindst én ting til fælles ifølge Goldman selv: De har begge titel af ridder, men Goldman havde dog købt sig til sin.
Hans svindelnumre fik utroligt nok lov til at fortsætte i lang tid på trods af en lang række advarsler på nettet fra mennesker, der allerede er blevet snydt af Blålyset fra Marbella.
Konti frosset
Først da han oprettede virksomheden International Financial Investment PLC med base i Tanger tidligere på året, begyndte han at rende ind i problemer. På trods af at han ikke på nogen måde er uddannet til det, rådgav han folk omkring at investere i Marokko.
Og så fik de spanske myndigheder endelig fik færten af, at han ikke havde det reneste mel i posen og lukkede firmaet. I sommer fortalte Goldman til nogle venner, at både hans bank- og paypal-konto var blevet frosset.
Truede journalist
Journalist fra Almeria David Jackson har haft fokus på Goldmans aktiviteter på sin blog det seneste år.
- Jeg er blevet kontaktet af flere mennesker, der hævder, at de har investeret penge i hans selskab. De kan ikke længere få fat på ham. Det er primært ældre mennesker, der har investeret alle deres sparepenge, siger han til Olive Press.
Han fortæller desuden, at han har afvist at fjerne de kritiske blogindlæg, da Goldman ringede og vredt truede med sagsanlæg. Og Goldman er åbenbart også kommet på kant med poker-folket.
Mærkede kort ved turnering
Restauranten Frankies i Marbella Havn har forment ham deltagelse i den ugentlige turnering, efter at han blev fanget i at mærke kortene i september.
- Skotten Jim var lige ved at stikke ham én, for han nåede at vinde et par hundrede fra Jim, før vi opdagede det. Han er nu 'blackballed' og er ikke længere velkommen på nogen poker-steder i Marbella, siger ejeren af Frankies.
The Olive Press har uden held forsøgt at komme i kontakt til Goldman denne uge for en kommentar.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.