Normalisering og skrappe konsekvenser
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/12/2010 - 10:40
Samfund og Politik
Mandag morgen meddeler Aena, at lufthavnene i Spanien nu stort set fungerer normalt. Der kan være visse forsinkelser og derfor anbefales det forts...
Mandag morgen meddeler Aena, at lufthavnene i Spanien nu stort set fungerer normalt. Der kan være visse forsinkelser og derfor anbefales det fortsat at tage kontakt til sit flyselskab.
Samtlige flyvelederne mødte på arbejde mandag morgen.
I går aftes kl. 22:00 udsendte Aena en pressemeddelelse, hvor det blev oplyst, at der var blevet gennemført 3.362 flyvninger ud af de planlagte 4.060. Det drejede sig om 1.593 ankomster og 1.769 afgange.
Fra regeringskredse forlyder det, at undtagelsestilstanden – der højst kan vare i 15 dage uden parlamentets godkendelse – måske vil blive forlænget i op til to måneder. Så længe undtagelsestilstanden er i kraft, arbejder flyvelederne under militær ledelse og - straffelov.
Skulle de nægte at arbejde, vil de omgående blive fængslet.
Tusindvis af erstatningskrav
Der er udfærdiget anklageskrifter mod de 442 flyveledere, der saboterede flyvningerne i det spanske luftrum fra fredag kl. 18:00 til lørdag kl. 15:45. Ifølge udviklingsminister José Blanco, vil de ikke slippe 'gratis' fra denne sag. Han nævner udlæg i løn og deciderede fyringer som mulige konsekvenser.
I lufthavnen i Málaga var der ingen strejkende flyveledere. De er mødt alle dage, men kunne ikke arbejde, da hele det spanske luftrum var lammet.
Kaos i Prat, Barcelona
Forbrugerne er rasende, og der er indgivet tusindvis af anmeldelser. I Prat Lufthavnen i Barcelona løb man tør for klageformularer, da der var blevet udleveret 5.000 stk. til de strandede passagerer. Flyvelederne ventes at blive gjort ansvarlige for klagernes krav.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.