Norwegian sætter trumf på i Billund
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 31/03/2026 - 08:22
Fly & trafik
Massiv satsning på Spanien og Sydeuropa med nye ruter
Det norske lavprisselskab Norwegian har skudt en stor offensiv i Billund Lufthavn i gang. Med åbningen af en række nye ruter til blandt andet Barcelona og Las Palmas cementerer selskabet sin position som en nøglespiller for vestdanske rejsende – ikke mindst for de mange danskere, der har fast base eller feriebolig i Spanien - eller blot kommer som turister til solen.
Lørdag den 28. marts 2026 blev en mærkedag i Billund Lufthavn. Her lettede det første fly mod Barcelona og markerede dermed startskuddet på en omfattende vækststrategi, der næsten tredobler Norwegians rudenet fra den vestdanske lufthavn. Fra at have betjent fem faste destinationer udvider selskabet nu til i alt 14 direkte ruter.
Satsningen kommer efter et år, hvor konkurrencen i Billund har ændret karakter, efter at Ryanair lukkede sin base i lufthavnen i foråret 2025. Norwegian har været hurtige til at opsamle efterspørgslen og investerer nu massivt i at forbinde det jyske opland direkte med Sydeuropas storbyer og ferieparadiser. Et initiativ, som mange af Spanien i Dags læsere har efterspurgt
Strategisk vigtigt marked
For Norwegian handler det ikke blot om tilfældige ruteåbninger, men om en langsigtet investering i det danske marked. Koncernchef Geir Karlsen har lagt vægt på, at Danmark er et af selskabets absolut vigtigste markeder, og at Billund med sit store opland på 2,6 millioner mennesker er en ideel gateway.
Investeringen i Billund betyder også en væsentlig forbedring for de mange danskere, der bor i Spanien og ofte rejser "hjem" til Jylland og Fyn. Med flere direkte afgange og øget kapacitet bliver det markant lettere at planlægge rejser uden om de store hubs i København eller Hamborg. Især genåbningen af forbindelsen til Barcelona og den nye helårsrute til Gran Canaria er kærkomne nyheder for de rejsende.
Fejring i terminalen
Indvielsen i Billund blev markeret med manér, hvor brandbilerne bød det første Barcelona-fly velkommen med den traditionsrige vandportal, mens passagererne blev fejret med kage og taler i gaten. Adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, betegner udvidelsen som en stærk tillidserklæring til regionen og et resultat af en længere tids strategisk dialog mellem lufthavnen og det norske flyselskab.
Udover de spanske destinationer åbner Norwegian også op for direkte flyvninger til blandt andet Rom, Napoli, Bergamo, Nice og Edinburgh i løbet af de kommende uger.
Norwegians ruter til Spanien
Som en del af den store sommeroffensiv i 2026 opererer Norwegian nu følgende direkte ruter mellem Billund Lufthavn (BLL) og Spanien:
- Alicante (ALC): Eksisterende populær rute med flere ugentlige afgange.
- Málaga (AGP): Fast rute til Costa del Sol, der fortsat er en af de mest efterspurgte destinationer.
- Mallorca / Palma (PMI): Betjenes med faste ugentlige flyvninger gennem hele sommersæsonen.
- Barcelona (BCN): Ny rute med to ugentlige afgange (indviet 28. marts 2026).
- Las Palmas / Gran Canaria (LPA): Ny rute med ugentlige afgange, der sikrer direkte adgang til De Kanariske Øer fra Vestdanmark.
Med disse fem destinationer dækker Norwegian de mest centrale spanske regioner for både fastboende danskere og turister, hvilket gør selskabet til en af de vigtigste brobyggere mellem Jylland og Spanien i 2026.
Kan måske også interessere dig
″Hvis lufthavnen er tom, er det ikke en løsning at hæve taksterne″
Ryanair-direktøren. Eddie Wilson, øger presset på Aena og truer med at flytte fly fra Spanien, hvis de planlagte prisstigninger fastholdes.
Mercadona-boss kræver 0 % moms på fødevarer for at dæmme op for krigsinflationen
″Fødevarer er ikke en luksus, det er en nødvendighed.″
Puy de Fou España - en helt unik temapark
Tag med på en tidsrejse og se historien udspille sig for dine øjne. Vi har besøgt et helt særligt sted - elsker det!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.




















