Vi vil sikre udgivelsen af Spanien i Dag
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 10/09/2022 - 07:00
Klumme
Spørgsmålet i dag er ikke, om solenergi kan svare sig - men derimod, om man har el eller ej.
Kære læser,
Pandemien gjorde os klogere. På kort tid indså vi, at Spanien i Dag havde fået en helt ny rolle. Bekymrede læsere ringede til os i stor stil på grund af den opståede tvivl og usikkerhed. Det førte til indførelsen af vores TelefonAssistance og ændring af avisens fokusområder.
Som verden er skruet sammen i dag, står vi over for nye risici - herunder mangel på elektricitet. Med andre ord risikoen for “rationering”. Ikke i form af rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig, men direkte afbrydelser af elektriciteten.
For eksempel, at man bliver koblet af mellem klokken 10 og 12. Det kan el-selskaberne let fikse elektronisk i dag.
“Jeg har ikke modtaget Spanien i Dag, får ikke svar på min email og kan heller ikke komme i kontakt med jer telefonisk!”
I en krisesituation går den jo ikke, at redaktionen selv er udsat for el-rationering.
Derfor har vi truffet en vigtig beslutning for at forebygge, at en sådan situation skulle opstå:
Uanset hvad fremtiden bringer, skal:
Solens energi skal fremover sikre, at vi også kan udgive Spanien i Dag ved strømsvigt og i øvrigt producere avisen 100 procent grønt.
Det kræver installation af solpaneler, omformer og batterier, som jo er en større historie.
Heldigvis har vi blandt vores Amigos en mand, som vi kender godt, og som jeg vil betegne som “Verdensmester” i solcelleanlæg.
Han har lovet at hjælpe os med at designe anlægget, så det både opfylder vores krav og er til at betale.
Vi skal kunne arbejde i 5-7 timer på vores computere, have internettet til at fungere og kunne oplade mobilerne alene på batteriets kapacitet.
Anlægget skal også designes således, at vi kan arbejde normalt alene på solcellernes løbende el-produktion. Batterikapaciteten gemmes til nødsituationer og, hvis solen ikke producerer nok el til os.
Vores Verdensmester siger, at det stort set vil være et selvforsynings-anlæg til avisens produktion.
Hvert sekund foran min computer vil jeg kunne glæde mig over, at den fungerer med energien fra den sol, der skinner over hovedet på mig. Og det bliver let til cirka 40.000 sekunder om dagen…
Vi har nu sat fuld speed på projektet. Vi må leve med, at det med leveringstid på komponenterne ikke lige bliver i morgen. Der er også en række formalia, der skal være på plads inden installationen.
Jeg skal nok informere om, hvorledes projektet skrider frem. I den forbindelse håber jeg, at det både kan være til inspiration og hjælp til andre, der kan have samme tanker.
I den forbindelse tænker jeg på de mange, der har bolig i Spanien - eller feriebolig, som de udlejer. Det vil jo unægteligt være en fordel at have en vis grad af selvforsyning.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.