Nu skal medicin koste
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 03/01/2014 - 10:45
Sundhed & sygdom
Vil du være rask og smertefri, kommer det nu til at koste. Ny lov om brugerbetalt medicin er trådt i kraft, og dermed skal du, der modtager re...
Vil du være rask og smertefri, kommer det nu til at koste. Ny lov om brugerbetalt medicin er trådt i kraft, og dermed skal du, der modtager receptpligtig medicin, selv dække en del af udgifterne.
Det gælder både dig med kræft, gigt, psoriasis, eksem og meget andet. Brugerbetalingen er dog på højst ti procent eller 4,26 euro per produkt. Men hvis du lider af flere sygdomme, kan beløbet hurtigt løbe op.
Rammer mange
Loven ved vedtaget den 1. oktober, men Spaniens 17 autonome regioner fik en tre-måneders indkøringsperiode til at få de nye regler til at fungere i praksis.
Det kommer til at ramme alle, der går til regelmæssig konsultation på et sygehus i forbindelse med behandling af kræft, eksem, hepatitis, psoriasis, gigt, HIV og AIDS samt flere andre sygdomme.
Patienter, som får ordineret medicin efter en konsultation, skal betale op til ti procent af den vejledende udsalgspris, dog med et loft på 4,26 euro per medikament.
I oktober, da loven blev ændret, var beløbet for den maksimale sats på 4,20 euro, men det er nu sat fire cent op i overensstemmelse med inflationen.
Visse typer af medicin, der anvendes til behandling af disse sygdomme, sælges kun fra sygehusenes apoteker, fordi de er sjældne og kostbare, og er derfor ikke på lager på de almindelige apoteker.
I alt 43 typer lægeordineret medicin, der sælges under forskellige 157 navne, er berørt.
Loven omfatter ikke den medicin, der bruges i forbindelse med akut behandling eller indlæggelse på sygehus. Det betyder, at kræftpatienter, der går til kemoterapi, fortsat ikke behøver at betale for den medicin, der udleveres under behandlingen.
Oppositionspartierne betegner den nye lov som ”grusom” for landets svagest stillede og frygter, at mange patienter, der kun har en minimal pension eller kontanthjælp på 426 euro om måneden, kan fristes til at droppe de regelmæssige konsultationer for i stedet at prioritere mad, husleje og andre faste udgifter.
Nægter at indføre det
Flere regioner har nægtet at indføre kravet om brugerbetalt medicin. Baskerlandet, De Kanariske Øer, Andalusien og Castilla y León har allerede eller agter at gå rettens vej for at appellere afgørelsen.
Aragón, Catalonien, Extremadura, Valencia og De Baleariske Øer har valgt at udskyde lovens ikrafttræden med henvisning til, at de ikke var klar til at håndtere de nye regler. Men her ventes opkrævningerne nu at være indført.
Konservative regioner som Galicien, Madrid, Cantabrien, Murcia og La Rioja har allerede pålagt et krav om brugerbetalt medicin, fordi de ikke vil gøre oprør mod en lov, der er gældende for alle landets regioner.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.