Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nu tilbydes der praktikpladser på ambassaden i Madrid

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 25/08/2023 - 07:00

Samfund og Politik

Start til foråret 2024.

Ambassaden i Madrid har netop opslået i alt fire praktikantstillinger af hver seks måneders varighed med start 1. februar 2024. 

Det skriver det danske udenrigsministerium på ambassadens hjemmeside.

Der er ansøgningsfrist for alle fem stillinger onsdag den 5. september. Der tilbydes:

  • En stilling i afdelingen for Politik & Public Diplomacy
  • Tre stillinger i handelsafdelingen (Trade Council)

Du kan læse mere om de enkelte stillinger HER

Hvorfor praktik på den danske ambassade i Spanien?

Som praktikant i Madrid vil du blive udfordret fagligt, socialt og kulturelt. Arbejdet vil give dig indblik i dansk diplomati, og du vil tilegne dig kompetencer til at løse interkulturelle problemstillinger. Opgaverne er varierende, da de følger udviklingen i samfundet, herunder for danske og spanske virksomheder. Derudover vil du få forbedret dine sprogfærdigheder på både engelsk og spansk, da der (udover dansk) vil være opgaver på begge sprog.

Ambassaden i Madrid er Danmarks officielle repræsentation i Spanien. Vores primære opgave er at varetage Danmarks og danskernes interesser i Spanien. Handelsafdelingen (kendt som The Trade Council) arbejder med at hjælpe danske virksomheder i Spanien i deres eksportaktiviteter og internationalisering. Med et praktikophold på den danske ambassade i Madrid vil du få mulighed for at prøve dine kompetencer af på en spændende arbejdsplads og bo i en af Europas mest interessante storbyer.

Aftaleforhold og løn

Praktikantstillingerne er ulønnede, men ambassaden udbetaler en månedlig kompensation svarende til ca. 3.000 kr. til at dække dokumenterede omkostninger til husleje, transport mv. 
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. 30 min. frokostpause dagligt. Praktikanterne kan afholde to dages ferie pr. måneds praktik, og afholdelsen aftales med lederen af den/de relevante afdeling(er).

Det overordnede formål med praktikopholdet er at bidrage til din udvikling og uddannelse. Hvis uddannelsesinstitutionen giver mulighed for meritoverførsel, vil opholdet blive tilrettelagt på en måde, der sikrer dette. Accepterer dit uddannelsessted ikke meritoverførsel, er det ambassadens ansvar sammen med dig at tilrettelægge praktikforløbet, så det bliver relevant for din studieplan, samtidig med at det er relevant og nyttigt set i relation til ambassadens funktion og virke.

Ansøgninger

Ansøgning til alle stillingerne skrives på dansk. Du er velkommen til at søge mere end én af de opslåede stillinger. I givet fald bedes du tydeligt angive, hvilke stillinger du søger i ansøgningen - også i emnefeltet på mailen. Ansøgninger skal bestå af følgende:

  • Motiveret ansøgning
  • CV
  • Karakterudskrift og/eller bevis for afsluttet bacheloruddannelse
  • Evt. udtalelse/anbefaling

Alle dokumenter sendes i én samlet PDF-fil pr. e-mail senest fredag d. 5/9-2023 til madamb@um.dk med emnefeltet: ”Praktikophold Forår 2024 (afdeling)”

Næste praktikperiode løber fra 1. februar til slutningen af juli 2024. De præcise datoer for start og afslutning på praktikopholdet aftales med lederne for de respektive afdelinger.

Andet

Hvis du har spørgsmål om at være praktikant i handelsafdelingen i Madrid, er du velkommen til at kontakte handelschef Carsten Rosendahl på +34 914 321 144 eller carros@um.dk.

Hvis du skulle have yderligere spørgsmål om at være praktikant i afdelingen for Politik & Public Diplomacy, er du velkommen til at kontakte Attaché for Politik, Sarah Bogantes på +34 914 321 149 eller sarbog@um.dk.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.