Nye aktiviteter i Margrethekirken
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 22/04/2022 - 07:00
Rejser & oplevelser
OPLEVELSER: Kom og syng en enkelt sang om frihed, eller oplev Fotovogns-Anders fra TV MIDTVEST sammen med far Bent Bro fra bandet TØRFISK. Margrethekirken i Mijas inviterer til to arrangementer, så sæt kryds i kalenderen allerede nu.
Margrethekirken i Mijas, Málaga, danner ofte rammen for hyggelige arrangementer. Her giver vi dig fire i den kommende tid.
Sangaften
Torsdag den 5. maj klokken 19:00
På 77-års dagen for Danmarks befrielse er der igen sangaften i Margrethekirken. Under titlen ‘Kom og syng en enkelt sang om frihed’ synger musikeren Jens Malling for og slår tonen an på sin guitar.
I pausen serveres et par stykker smørrebrød og et glas vin/vand/ øl.
Entré med det hele: 15 euro
Vi beder om tilmelding senest mandag den 2. maj
For tilmelding skriv til margrethekirken@margrethekirken.com eller ring tlf. 952 587 481
Underholdende og gæve vestjyder
Tirsdag den 24. maj klokken 19:30
To gæve vestjyder besøger Margrethekirken, og selvom der ikke bliver ”smidt garn ud” bliver det ikke uden skumsprøjt, når Bent Bro og Anders Bro tager publikum med på en sejltur i sang og musik med fortællinger fra det vestjyske område.
Er du frisk, kan du synge med.
Bent er kendt som sanger og guitarist i bandet TØRFISK, mens sønnen Anders ifølge dem selv er et større musisk talent end sin far.
Anders er journalist på TV MIDTVEST, hvor han er blevet lidt af et nationalklenodie, når han sammen med Vibeke Nipper kører landsdelen tynd i FOTOVOGNEN. Han har spillet og sunget siden han var helt lille og mestrer klaver, keyboard, harmonika og guitar. Ud over at spille med ”den gamle” er Anders også en fjerdedel af gruppen THE GRANDFÆTTERS.
Bent Bro har i 35 år arbejdet med – og for – fiskerne fra Thyborøn Havns Fiskeriforening, men i starten af 2020 gik han ‘i land’. Siden 1981 har han også været medlem af bandet TØRFISK, hvor han stadig synger og spiller guitar.
Anders og Bent Bro har spillet sammen i 15 til 20 år, og mens Anders mestrer flere instrumenter, holder Bent sig til sin guitar – sin trofaste følgesvend siden 1969, hvor han modtog den første undervisning.
Det er også Bent der forestår snakken og introduktionen til sangene, hvor flere nok også vil mene at snakketøjet er bedre end ”spilletøjet”.
Entré: 20 euro inkl. 1 glas vin/øl/sodavand.
For tilmelding skriv til margrethekirken@margrethekirken.com eller ring tlf. 952 587 481
Vi ses
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.