Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nye, stramme regler hos Ryanair? Nej, ikke rigtigt ...

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 24/03/2025 - 10:53

Fly & trafik

Der vanker ikke bøde ved tjek-ind 40 minutter før afgang.

På det seneste har der været flere meldinger om, at Ryanair muligvis giver bøder til passagerer, der ankommer mindre end 40 minutter før deres flyvetid. 

Desuden er der pludselig blevet præsenteret “nyheder” om, at man snart ikke længere kan bruge boardingkort på papir.

Lad os lige tage den første historie. For på grund af al den hype, der har været omkring det her med de 40 minutter, er flyselskabet nu gået ud og har pure afvist røver-historien. Der findes slet ikke nogen bøde for noget i den stil.

Når man køber en billet hos selskabet, bliver man informeret om de tidspunkter, man skal være rundt omkring i lufthavnen. Det vil sige to timer før, hvis du skal tjekke bagage ind og så i øvrigt holde øje med skærmene, hvis boardingtidspunktet ændres - tidspunktet på billetten er nemlig blot vejledende.

Man skal være ved gaten mindst 30 minutter før afgangstidspunktet, og det vil også sige, at de 40 minutter før tjek-ind-skranken giver meget god mening som et absolut minimum.

Blot en misforståelse

Ryanair mener, at der er tale om en misforståelse i forbindelse med et af de gebyrer, man opkræver i tilfælde af et misset fly. 

Ifølge Ryanairs vedtægter kan alle passagerer, der kommer for sent til boarding, er forsinket af en mellemlanding eller har haft problemer i sikkerhedskontrollen, kan man mod et gebyr på 100 euro  komme med det næste fly til samme destination, så længe der er ledige pladser.

Check-in-skrankerne lukker godt nok 40 minutter, før flyet skal lette, medmindre der sker en ændring i sidste øjeblik, og tidsplanen forstyrres.

Teksten i vedtægterne, som altså er blevet misforstået, står der: 

“Gebyr for manglende afgang: 100 euro, 40 minutter før og op til en time efter flyafgang”. 

Det samme tilbud gælder altså for passagerer, der ankommer helt op til en time efter afgangen af deres oprindelige fly med den hensigt at gå om bord på et senere fly. Selv om “bøden” altså ikke er sand, anbefaler alle flyselskaber derfor, at man ankommer til lufthavnen to timer før flyets afgang, da forsinkelser på turen gennem lufthavnen er normalt.

Hvad med håndbagage og boardingkort?

Med hensyn til den anden historie, vi nævnte i starten, så er den egentlig god nok. Ryanair har meddelt, at man vil udfase boardingkortet af papir, så det ikke længere vil være muligt at fremvise kortet i fysisk format, men kun godtages i digitalt format. Det er blot ikke nogen nyhed ...

Med meget god vilje kan man måske tale om, at det er semi-nyt, at planer er blevet udskudt til november, men det skrev Spanien i Dag allerede om i starten af marts. Læs mere HER.

Ryanair opfordrer allerede nu alle til at tjekke ind gratis online og få det digitale boardingkort - det er ganske let. 80 procent af Ryanairs 200 millioner passagerer bruger allerede denne løsning i dag.

De nye regler gælder fra den 3. november 2025 og vil ifølge selskabet spare omkring 300 ton papir om året.

Noget der dog er nyt, er øget gebyr på for stor håndbagage. Den maksimalt tilladte gratis størrelse er - som altid - 40x25x20 centimeter. Hvis du overskrider disse mål, stiger gebyret fra 60 til 70 euro. Ønsker man at bringe kabinekuffert, skal man - igen som altid - tilkøbe Priority Boarding.

Ryanair ønskede tirsdag god dag til alle, der forstår, hvad 40x25x20 betyder

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.