Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Raser over oliefelt i ferieområder

Skrevet af , man, 24/02/2014 - 11:28

Samfund og Politik


Jagten på det sorte guld har fået tusindvis på gaderne. Demonstranter kom langvejs fra i busser for at presse regeringen til at droppe planer...

Jagten på det sorte guld har fået tusindvis på gaderne. Demonstranter kom langvejs fra i busser for at presse regeringen til at droppe planerne om at bore efter olie mellem De Baleariske Øer og Valencia.

 

I weekenden var der store demonstrantioner i Valencia og på Balearerne, hvor i alt 20.000 personer gik på gaden i protest mod regeringens planer om at bore efter olie i Middelhavet mellem de to regioner. 3.000 indtog gaderne i Palma de Mallorca, 12.000 på Ibiza og 5.000 i Castellón i den nordlige del af Valencia-regionen.

 

Kommer fra hele området

Demonstranter ankom til Castellón i busser for at deltage i protesten. De kom fra Costa Blanca-byer som Denia, Javea, Calpe, Benissa og Teulada i Alicante-provinsen og fra Gandia i Valencia.

 

Flere kommunalbestyrelser på Costa Blanca og på Balearerne samt fiskere, erhvervsfolk, turistindustri, miljøgrupper og udlændingeforeninger har gjort det klart, at de er imod planerne om olieudvinding.

 

Selv den Jávea-fødte tennis-stjerne David Ferrer bakker op om protesten.

 

Lokale politikere også imod

Viceborgmester i Castellón, den konservative Marta Gallen, holdt tale for demonstranterne, hvor hun sendte aben videre til landets tidligere socialistiske regering, som gav grønt lys for de første olieboringer. Hun sagde, at selv om landets regering går ind for projektet, er Castellóns styre imod.

 

Marta Gallén, som også er formand for regionsregeringen La Generalitat Valenciana, deltog ikke selv i demonstrationen. Hun oplyste, at lokalregeringen havde gjort sin del ved at sende en skrivelse til centralregeringen i Madrid, hvori den udtrykker sin bekymring over boringerne.

 

Minister er ligeglad

Formanden for regionsregeringen på Balearerne, José Ramón Bauza, deltog dog i marchen på Ibiza.

 

Demonstranterne siger, at olieudvindingen vil være skadelig for havets plante- og dyreliv, og at den vil ændre fiskebestanden og højne faren for forurening. Den helt store frygt er dog, at boreplatforme vil have en afskrækkende effekt på turismen langs Middelhavets strande.

 

Minister for industri, energi og turisme, José Manuel Soria, har dog ikke tænkt sig at bøje sig for kritikken. Han siger, at han respekterer retten til at demonstrere mod olieboringerne, men at projektet kommer til at gå videre alligevel.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.