Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Overfaldet og dræbt af hunde

Skrevet af Pia Bruun, fre, 19/11/2010 - 11:00

Samfund og Politik

En mand døde, og hans 29-årige søn blev skambidt, da de to torsdag aften blev overfaldet af to muskel-hunde på en landejendom i Carabuey lidt u...

En mand døde, og hans 29-årige søn blev skambidt, da de to torsdag aften blev overfaldet af to muskel-hunde på en landejendom i Carabuey lidt uden for Córdoba.

Den ene af hundene var af racen Rottweiler, mens den anden var en Pittbull-krydsning. Hundene tilhørte en nabo i området.

Et familiemedlem så til med rædsel, da hundene gik til angreb på de to mænd, og tilkaldte med det samme politiet. Men da var det for sent. Manden døde kort efter overfaldet, mens hans søn blev kørt til behandling på sygehus.

Overfaldet skete bare få dage efter at en femårig pige blev angrebet af en rottweiler-hvalp i Barbate i Cádiz Provinsen. Pigen blev bidt i ansigtet og måtte indlægges på sygehus. Hundens ejer fik efterfølgende en bøde.

Farlige hunderacer – eller de såkaldte muskelhunde - er ikke forbudt i Spanien, men ejerne skal overholde en række særlige betingelser.

Hundens ejer skal registreres i bopælskommunen og skal gennemgå en test, hunden skal forsikres og have mundkurv på, når den færdes på offentlig gade.

De mest kendte farlige hunderacer er Pitt Bull terrier, Staffordshire, Dogo Argentino, og Rottweiler.

Kendetegnende for farlige hunderacer er deres kropsbygning og kæbe: De vejer over 20 kg. og brystets omkreds måler 60 – 80 cm.. Hundene har stærke muskler, dyb mundhule og en stor kæbe.

Men ifølge den argentinske dyrlæge Juan Enrique Romero findes der slet ingen farlige hunderacer.

”Der findes kun uansvarlige ejere af kæledyr. Der mangler oplysning og respekt for omverdenen. Et dyr er som et våben, hvis det bliver lagt i de forkerte hænder” siger eksperten.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.