Paradis en spytklat fra Kysten

Er du til eventyr, og skal det helst ligge lige rundt om hjørnet, så er Barranco Blanco sagen – en lille køretur på 20 minutter fra stranden på Costa del Sol og du er omgivet af natur og lækkert vand.

Turen her er for alle, men det er kun vovehalsene, der når helt til vejs ende. Eneste betingelse er, at du ikke har noget imod at blive lidt våd. Det er noget alle kan være med til. Eksempelvis havde vi en dame med på 75 år!

Skrevet af:

Pia Bruun (garvet vandrer med fornuftige sko)

Kathrine Hesner (vovehals med højdeskræk - se video længere nede)

Masser af muligheder for at blive kølet ned

Barranco Blanco er et naturområde omkranset af Coín - og Alhaurin Kommune. Det var her, den katastrofale storbrand startede for godt et år siden. To personer omkom og 8.000 hektar skov og natur brændte ned. Men det er en helt anden historie.

Rigtig mange har vandret omkring i området, og en del kender den lille sø med det imponerende vandfald, der falder omkring otte meter og løber ned lige ved siden af broen over bækken.

Vandfaldet er flot og forfriskende og løber lige nede under broen

Men det er de færreste, der har taget turen mod strømmen op ad vandløbet. Efter et par hundrede meter er der en lille lagune med krystalklart vejr. Herfra kan du svømme og kravle videre op gennem terrænet og klipperne for til sidst kaste sig ud fra syv meters højde. Du kan også blive her og nyde vandet.

Hvis du fortsætter endnu længere op, kan du svømme ind gennem en tunnel og ender så i nærheden af bækkens udspring.

Men som sagt, selv om du ikke har lyst til at springe ud i frit fald fra klipperne og mere er til picnic under trænernes trygge skygger, er der en skøn oplevelse i vente.

Masser af små laguner langs vandløbet

Vejen til paradis

Det er så her hele herligheden gemmer sig

Hvis du bor i Fuengirola!Mijas-området ligger oplevelserne lige for. Men også selv om du skal køre en halv times tid, kan turen her på det varmeste anbefales.

Hvis du kommer fra kysten, skal du køre op mod Coín. Ved rundkørslen nær Alhaurín el Grande, hvor der ligger en tankstation og restaurant Los Morenos, skal du køre mod Coín/Monda - uanset om du kommer fra Fuengirola eller Mijas eller fra Cárama og Pizarra.

Det er altså ikke den vej, der fører til Alhaurín el Grande. Det er også her, du kan se det gamle vandtårn, der troner på toppen, og det er den samme vej, du skal vælge i rundkørslen, som hvis du vil op til tårnet.

Efter to til tre kilometer skal du dreje ned til venstre ned ad en bred skovvej. Der står et skilt med 'Barranco Blanco' ved vejkanten. Fortsæt nedad og hold løbende til højre, så du ikke kommer helt ned i dalen.

Vejen bliver smallere og snor sig forbi nogle huse, og det er meget sandsynligt, at du tænkter “det her kan da ikke passe”. Men den er god nok, og efter en kilometer kommer du til en lille p-plads ved en gammel stenbro.

Herefter skal du gå et par hundrede meter ad let vej, til du kommer til en lille bro over en bæk, ved siden af et skilt med et oversigtskort over området.

Tidligere kunne man sagtens parkere bilen her, men nye regler gør, at du enten parkerer på eget ansvar og risikerer bøde eller tager den sikre løsning: Læsser passagerer og madpakke af, kører tilbage og parkerer i starten af skovvejen og går tilbage. 

Madpakke og 'base camp'

De mest magelige kan nu nøjes med at gå få meter ned af en lille stejl sti på venstre hånd. Stien fører ned til en lille lagune med et imponerende vandfald, der falder omkring otte meter. Det er det, de fleste kender, og her er der underholdning for hele familien. Men vær påpasselig, når du færdes på klipper og sten – de kan være glatte.

Hvis du har picnickurv med og gerne vil gå lidt længere, skal du i stedet følge stien til højre, der snor sig op langs bækken. Efter omkring 50 meter kommer du til flere oplagte natur-picnic-pladser, hvor man kan sætte borde og stole op i træernes skygge – et helt ideelt sted for familieudflugten eller vennerne - inklusiv de firebenede venner.

Her gør vi klar til at forlade 'bace camp'

Det er her du kan "picnikke". med hele familien

Herfra kan du begynde turen op til de øvrige vandhuller eller til udsigtsposten, hvorfra du kan kaste dig ud fra syv meters højde – eller noget der ligner det. Men du kan også nøjes med at hygge sig i de små laguner, dyppe tæerne i vandet eller kravle rundt på klipperne.

Det var her vi gjorde vores første stop og lavede 'base camp'. Nogle blev her og passede på tasker og madpakker, mens vi andre snart gik videre.

En blandet gruppe under kyndig ledelse af norske Trond Høiklev

Den lille mur udgør en fin sti i starten

Efter få meter skal man kravle op på en lille mur og spadsere et par meter på murens kant, men det er ikke værre, end at alle kan klare det.

Starten på turen går ad en lille sti

Stien snor sig op langs bækken i et dejlig skyggefuldt, grønt miljø og byder ikke på nogen voldsomme sværhedsgrader – ud over at man skal gå på nogle sten undervejs.

Lun dig på de varme sten

Der er små laguner hele tiden undervejs, hvor man kan dyppe sig lidt, men den første større lagune dukker op efter et par hundrede meter, og stedet er ideelt til at bade og sole.

Læg håndklædet på de varme sten og lad solen bage, eller kast dig ud i det klare vand – men husk at tage sko eller sandaler på. Der er sten på bunden, og du får også brug for fodtøj, hvis du hører tll eventyrerne

– men det vender vi tilbage til senere.

Her kommer vi så til den første "pøl"

Vandet er lækkert, køligt og helt krystalklart. Her kan man hurtigt køle sig ned – selv i sommerheden kan man nyde en lille omgang gådehud.

Hundekoldt, men krystalklart

Der er masser af vand, og du kan ikke komme igennem ruten uden at svømme lidt eller kravle på klipperne. Så hvis du vil videre end til base camp, er det på med sko eller fastspændte sandaler og badetøj – eller dyp dig med hele herligheden på – tøjet tørrer jo igen.

Men pas på kamera og mobiltelefon. Læg den slags i vandtætte poser inden afgang eller lad dem blive tilbage i.  

"Here we go..."

Nap en hverdag

Der var en del mennesker i området, da vi var af sted – en søndag formiddag lige i begyndelsen af august – men dog ikke flere, end at det var til at holde ud. Jo tidligere du kan tage af sted, desto bedre. Og helt perfekt, hvis du kan slippe af sted på en hverdag.

Et af naturens dejlige svømmebade går ind under klippen

Læg mærke til rebet under klippen. Har du 'muller' i overarmen, kan du hive dig selv op. Ellers kan du jo nøjes med at svinge dig i tovet. Her er vandet så dybt, at man ikke kan bunde.

Rebet hænger ned fra klippen. Vi fandt ikke ud af, hvordan det er fastgjort

Vandet i bækken fosser ned fra et lille vandhul for oven, og det er her, vovhalsene skal op. Det er også her fodtøjet kommer ind, for klipperne er glatte, og det er svært at komme op på bare fødder. Her taler nogle (Kathrine) af erfaring...

Her har vi så hele lagunen set fra den første afsats

Da vi startede med at kravle op, kunne vi bruge et tov, der var spændt fast længere oppe. Det gik fint for de første par stykker, men pludselig gik tovet løs. Det var et rent held, at der ikke var nogen, der hang og dinglede på klipperne. Så brug aldrig et reb, du ikke tjekket først eller selv sat op. Send eventuelt den person, du mindst kan lide i gruppen, af sted først...

Klatre-trekløveret Kathrine, Gerard og Pia efter første etape

Oppe fra den næste lille pøl er der udsigt over søen og bækken. Her gælder det om at holde fast i hinanden for at stå imod trykket fra vandet, der plasker nedad. Det her sted kan vi kalde for “endestationen” for de mindre vovede, for den der vover sig længere op, skal nemlig springe ud fra de syv meter og ned i lagunen.

Turen ned gennem slugten er ikke lettere, end turen op - med mindre du altså springer. Så hvis du vil kravle ned igen er det smart lige at sørge for, at nogen kan give en hånd, hvis det er nødvendigt.

Her gælder det om at holde tunge lige i munden

Sidste forhinding

Her kommer vi så til sidste forhindring inden “springet”. Uden tovet i hånden til at hive sig op, er det en yderst komplicert opgave at komme op – men ikke umuligt.

Næste etape var noget mere kompliceret, lodret og glat

Vandhullerne er omkranset af klipper, og der er udfordringer nok for “almindelige” bjergbestigere. Man kan også komme op til udsprings-klippen ved at kravle hen direkte ned fra den store lagune – men det er også for modige vovehalse. De fleste valgte (klogeligt) at stoppe her.

En del af det imponerende klippeområde ved søen

Der var mange unge piger med på norske holdet, og her er en af dem. Barbara nyder solen inden den sidste, afgørende og nervepirrende etape.

Tid til en hvilepause undervejs

Angst og vægelsind

Sidste etape tager et par forsøg for de fleste. Kathrine (uden sko) napper den i ét hug. Vel oppe kunne man godt lige have nydt den forrygende udsigt over slugten - hvis man da ikke lige havde aftalt med Carina og Barbara at tage springet. Der går en lille sti ud til udsigts- og udspringspunktet, og herfra er der laaangt ned – ikke mindst hvis man skal springe – og ikke er helt tryg ved det. Absolut ikke er tryg ved det!

Som for eksempel Kathrine. Frit fald! Kun medbringende højdeskræk, bikini og rystende hænder!

Carina fra USA sagde "Arj -beep- it" og sprang...

Carina gad til sidst ikke at vente mere på Kathrine og sprang. Kathrine gik igen hen til kanten. Og gik igen tilbage. Så gad Barbara heller ikke at vente længere og sprang. Da en lille dreng overhalede Kathrine og sprang for ottende gang, skulle der ligesom ske noget...

Så sker det...

Her har nogle andre lavet en noget mere dramatisk video:

Næste projekt er faldskærm!

Uanset hvilken type du er, så kan vi simpelthen ikke anbefale det nok at smutte en tur til Barranco Blanco! Det koster så lidt - både benzin, tid og penge.