Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pas på sol-politiet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 15/11/2013 - 01:00

Samfund og Politik


Pas på sol-politiet, hvis du har solceller på taget. Spaniens parlament giver nu landets solcelleinspektører rettigheder til at ransage priva...

Pas på sol-politiet, hvis du har solceller på taget. Spaniens parlament giver nu landets solcelleinspektører rettigheder til at ransage private boliger uden dommerkendelser.

 

Tiderne, hvor Spanien var en af verdens førende nationer i vedvarende energi, er ovre. Nu kan selvforsynende energiproducenter, der ikke er tilsluttet el-nettet straffes med bøder på 30 millioner euro. De, der er tilsluttet, skal betale mere for deres solenergi end for den i kontakterne.

 

Inspektører får politimagt

En lovændring giver nu solcelleinspektørerne mere magt til at kontrollere, at de stramme regler bliver fulgt. Det sker ved, at de kun skal have tilladelse fra inspektørernes egen myndighed for at udføre en ransagning, og ikke fra en dommer.

 

De smalle krav til en ransagning bekymrer advokater, som web-avisen VozPopuli har været i kontakt med. De mente, at den nye lov kan være i strid med grundloven.

 

For at få tilladelse til en ransagning, skal inspektørerne dog have en mistanke. Den mistænkte energisynder kan dog også modsætte sig ransagningen, og så skal inspektørerne søge om tilladelse hos en dommer.

 

Kan jeg nægte?

Det vil sige, at hvis du bliver kontaktet af inspektører, der vil indenfor i din bolig, har du altid en grundlovssikret ret til at nægte dem adgang.

 

Den ret gælder uanset hvad de siger, medmindre inspektørerne har en dommerkendelse på, at de lovligt må undersøge din ejendom. Så kan de trænge ind mod din vilje, ofte hjulpet af politiet

 

Lovændringen er en del af den nye energireform, der indeholder over 500 lovændringer og regnes for en af de mest kontroversielle love Rajoy-regeringen har foreslået.

 

Reformen har udløst overskrifter både nationalt og internationalt på grund af de store omvæltninger det vil betyde. Loven er blevet kritiseret i skarpe vendinger i verdensomspændende medier som Forbes Magazine og Wall Street Journal.

 

Rammer alle

Den nye lovgivning får nemlig alvorlige konsekvenser alle, der har med solenergi at gøre. Både helt små producenter af solenergi, der kun producerer til deres egen husstand, og de store solenergifarme, der producerer og sælger til el-nettet får svært ved at gøre det til en god forretning.

 

De store sol-farme bliver ramt af et profit-loft, der begrænser deres indtjening. Det loft gør, at selskaberne bag farmene skal forlænge deres lån eller helt opgive at betale deres udgifter, og gå konkurs.

 

For private sker der også en stigning i udgifterne, så lånene til solpanelerne bliver dyrere og længere. Blandt andet bliver der indført en afgift på al strøm man producerer til eget forbrug, således at det bliver dyrere end den traditionelle, du kan trække ud af stikkontakten.

 

Solenergi bliver dårlig forretning

Producerer du mere strøm end du selv bruger, bliver du desuden heller ikke kompenseret for det.

 

Desuden indføres der et krav om, at alle solcelleanlæg skal godkendes og tilsluttes el-nettet. Hvis de ikke bliver det, kan det udløse bøder på op til 30 millioner euro.

 

Det er disse krav og oplysninger, som inspektørerne får udvidede beføjelser til at undersøge nærmere.

 

Reformen er endnu ikke vedtaget, og den bliver i disse dage debatteret flittigt i parlamentet. Vedtagelsen menes dog at være ren formalia, da PP, som står bag loven, har det nødvendige flertal til at få den vedtaget.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.