PC City lukker alt i Spanien
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 15/04/2011 - 11:43
Penge & Forbrug
PC City lukker samtlige 34 butikker i Spanien og salg på Internettet. Forklaringen er det faldende forbrug i Spanien. 1.224 medarbejderes skæb...
PC City lukker samtlige 34 butikker i Spanien og salg på Internettet. Forklaringen er det faldende forbrug i Spanien. 1.224 medarbejderes skæbne er uvis. Men hvad med garantierne for forbrugeren?
I en pressemeddelelse torsdag meddelte selskabet, der er ejet af britiske Dixon Retails – en af de største aktører inden for salg af hårde hvidevarer, elektronik og IT i Europa – at man trækker sig helt ud af det spanske marked.
Allerede den 30. marts orienterede selskabet om, at man undersøgte mulighederne for at droppe Spanien.
Lukningen begrundes med ”det massive fald i spaniernes købekraft og det akkumulerede underskud i kæden.”
Gennem den seneste uge har PC City lokket med 25 procent rabat
Hvad med garantierne?
Mange skandinaver har købt elektroniske produkter i PC City – blandt andet i butikken i Málaga. Her har man som standard tilbudt køberne en garantiordning – oveni fabrikantens – som både dækkede hurtigere reparation, forsikring mod skader på skærme, tyveri, etc. Et tilvalg, som typiske kostede omkring 25 procent oveni standardprisen.
Ledelsen garanterer dog, at selskabet stadig vil opfylde alle de garantier og forpligtelser, som kunden har betalt for.
De ansatte
PC City holdt sit indtog i Spanien i 2000, da Dixon Retail købte det eksisterende PC Market.
I forbindelse med lukningen har selskabet rejst en sag omkring afviklingen af de mange medarbejdere. Man håber derigennem at kunne medvirke til at skaffe ny beskæftigelse for hovedparten af de berørte ansatte.
Benhård konkurrence
Mens PC City og andre forretningskæder skal afholde omkostninger til bygninger, store lagre og personale, klarer Internet-konkurrenterne sig med langt lavere omkostninger og kan derfor tilbyde samme produkter til lavere priser.
Hundredvis af Internet-forretninger drives hjemme fra køkkenet, og når de får en ordre, ekspederes den videre til en lagerførende grossist, der foretager forsendelsen direkte til kunden.
Prisforskellen mellem de to typer forretninger kan typisk være 15 procent.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.