Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pilgrimsrejsens uhyggelige skyggeside

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 25/07/2012 - 10:53

Sundhed & sygdom


Tusindvis af turister prøver hvert år kræfter med den populære, spanske pilgrimsrejse Camino de Santiago. Prestigen i at gennemføre den hå...

Tusindvis af turister prøver hvert år kræfter med den populære, spanske pilgrimsrejse Camino de Santiago. Prestigen i at gennemføre den hårde vandring er så stor, at flere direkte spiller hasard med deres eget helbred.

 

Pilgrimsruten Camino de Santiago har ikke ét bestemt udspringssted, men er en fællesbetegnelse for flere pilgrimsruter, som alle slutter ved katedralen i Santiago de Compostela, hvor en af de tolv apostle – Skt. Jakob – ifølge sagnet ligger begravet.

 

Prestigefyldt rejse

At have gennemført denne vandring giver - især i Spanien - stor anerkendelse og pynter gevaldigt på cv'et. Også mange udlændinge tager udfordringen op og begiver sig ud på den lange og yderst hårde pilgrimsrejse, som de for alt i verden vil gennemføre – også selv om prisen er høj og i visse tilfælde giver komplikationer for livet.

 

De fleste tager turen til fods

 

Et eksempel på dette var et ægtepar fra Midtjylland, som havde begivet sig ud på den lange rute. Efter et stykke tid begynder kvinden at få stærke smerter i sine fødder, men i stedet for at stoppe rejsen, fylder hun sig med smertestillende piller og fortsætter mod Santiago de Compostela.

 

Hun vender senere tilbage til Danmark med ødelagt fødder og er i dag erklæret delvis invalid og uarbejdsdygtig.

 

Meget udbredt problem

Desværre er dette langt fra et enestående eksempel. Det fortæller blandt andre pilgrimsvandrer Catrine Louise Nøhr fra Skanderborg, som selv har prøvet kræfter med Camino de Santiago.

 

- Det var en fantastisk tur, men jeg var rystet over at opleve, at så mange pilgrimme er på smertestillende medicin. Alle mennesker, jeg mødte, tog piller. En kvinde, som havde brækket en knogle i foden, havde pumpet sig selv med smertestillende midler og gik videre. Hun var helt hysterisk omkring det at gennemføre. Det er nemmere at få lidt stærkere medicin på spanske apoteker, og nogle åd nærmest de stærkeste ibuprofen som bolsjer, fortæller hun.

 

Nogle foretager pilgrimsrejsen på cykel - her er de ved målet i Santiago de Compostela

 

Ulla Sisseck fra Viborg Pilgrimsfællesskab nikker genkendende til historien.

 

- Det er et meget tabubelagt emne, som selv garvede Camino-pilgrimme kvier sig ved at snakke om. Det er jo sejt at kunne sige ’nu har jeg også gået på Caminoen’, og det betyder meget for folk at kunne gennemføre. Men det er et tabu, der skal tales om, siger hun.

 

Problemet er ifølge de to pilgrimsrejsende ikke begrænset specielt til danske pilgrimme, men i stedet et multinationalt problem, som der skal mere fokus på, da det hvert år giver varige skader hos et stort antal pilgrimme

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.