Tre-årig ramt af tog
Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 28/07/2017 - 10:24
Krimi og katastrofe
DØDSFALD: I går blev en lille pige fundet død ved nærbanen i Málaga. Alt tyder på, at hun var offer for en ulykke.
600 personer, hvoraf de 300 var frivillige, ledte natten igennem efter den kun tre år gamle Lucía Vivar Hidalgo, der forsvandt sent onsdag aften.
Lucía havde leget med nogle jævnaldrende familiemedlemmer, mens hendes forældre spiste på en restaurant i den gamle stationsbygning i Pizarra godt 35 kilometer vest for Málaga.
Forældrene var uopmærksomme på børnenes leg et øjeblik, og pludselig var Lucía væk.
Omkring ni timer senere blev hendes lig fundet flere kilometer fra hvor hun forsvandt.
Tragisk ulykke
I går eftermiddags blev liget af den afdøde pige obduceret, og politiets efterforskere er nu overbeviste om, at hendes død var en ulykke.
Det skriver El País.
Dødsårsagen er efter alt at dømme et hårdt slag i hovedet, som kan forklares med, at Lucía blev ramt af et tog.
Død på stedet
Guardia Civils teori er altså, at pigen farede vild mens hun legede, og at hun har gået langs togsporene, der løb lige ved siden af den restaurant, hvor hendes forældre spiste.
Hun har formentlig gået i timevis, for hendes lig blev fundet næsten fire kilometer fra stedet, hvor hun forsvandt.
Lucías forældre opdagede, at hun var væk omkring klokken 23:20, hvor der ikke længere kørte tog på sporene, så den tre-årige kan være faldet i søvn mellem sporene.
Måske lå hun med hovedet på skinnerne, måske løftede hun hovedet da toget vækkede hende. I alle fald er politiet overbeviste om, at hun døde på stedet.
Efterforskerne har afsøgt området, hvor Lucía blev fundet, og der er intet der tyder på, at der var andre end pigen til stede, da ulykken fandt sted.
Der er ingen fodspor i gruset omkring banelegemerne, og obduktionen har vist, at den tre-årige ikke har pådraget sig andre skader, end den der dræbte hende.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.