Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

70-årig hyperaktiv covid-fornægter

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 07/09/2021 - 11:49

Coronavirus

KRIMI: Politiet har anholdt en mand, der havde haft overordentligt travlt med at grafitti-dele budskaber som, “COVID19 FINDES IKKE”. Nu risikerer han fængsel og en solid regning, for doven var manden i hvert fald ikke!

Policía Nacional har anholdt en COVID19-fornægter, der havde malet graffiti på mere end hundrede bygningsfacader. Og der var end ikke ligefrem tale om flot gadekunst.

Beskederne indeholdt budskaber som "NO HAY COVID19", "NO HAY VIRUS" og "EL VIRUS ESTÁ EN LA TELE" - der findes ikke covid19, der findes ikke virus og virus findes kun på tv.

Skaderne løber op i omkring 25.000 euro.

Hærværksmanden er en 70-årig spaner, og han har flittigt delt sin overbevisning på husfacaderne i kvartererne Capuchinos, El Molinillo og El Ejido i Málaga. 

Politiet indledte efterforskningen, da der pludselig var graffiti på facaderne på adskillige ejendomme, der udmærkede sig ved at påstå, at alt vedrørende pandemien er løgn og latin.

Hærværk for en formue

Alt dette skabte stor uro blandt beboerne, da facaderne på nogle hjem, skoler og institutioner var blevet skæmmet af den omfattende graffiti. 

Og det vurderes altså at komme til at koste omkring 25.000 euro at udbedre skaderne.

Efter de indledende undersøgelser og takket være beboernes samarbejde var betjentene i stand til at afgrænse gerningsområdet og indhente identifikationsoplysninger om den formodede gerningsmand. Desuden fandt politiet frem til den butik, hvor den formodede gerningsmand havde købt alle spraydåserne.

Efter nogle uger lykkedes det at identificere, lokalisere og anholde manden, der faktisk selv boede i området, hvor graffitien blev malet. han blev anholdt og sigtet for vedvarende hærværk.

Hård straf i vente

Og hele miseren kan komme til at koste den 70-årige selvbestaltede corona-ekspert dyrt.

I den spanske straffelov står der, at skader op til 400 euro kan medføre straf på mellem seks måneder og to års fængsel, mens overtrædelser på over 400 euro kan medføre straffe på mellem et og tre års fængsel. Hvis der desuden forvoldes skade på privat ejendom, kan dette straffes med bøder ud over den tilsvarende erstatning.

Der er dog i den spanske straffelov også mulighed for at taksere hærværk som en forseelse, hvis dskaderne kan udbedres med pletfjerner. Det vil så enten kun bødestraffes eller helt eller delvist blive erstattet af samfundstjeneste, så reelt set kunne dommeren også vælge at sende manden ud med maling og pensel og selv ordne det rod, han har lavet.

Kommentarer

Det blir spændende at høre hvilken straf der gives her - ved i hvornår der falder dom ?

Hej Ole

Nej, det er umuligt at vide, men vi skal nok forsøge at holde øje. Og ja - det er ret spændende!

Venlig hilsen Kathrine

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.