Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Abe-lykke i zoo

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 20/07/2020 - 10:24

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: Lille hvidkindet ​​gibbonabe er kommet til verden i Fuengirola. Det er det eneste sted i Spanien, hvor man kan se lige præcis dén primat.

Bioparc Fuengirola-familien vokser med en lille, langarmet fætter.

Parken på Solkysten er den eneste i landet, der har hvidkindede gibbonaber, og man har siden 2003 været en del af det europæiske avlsprogram med 39 andre centre for bevarelse af arten.

Gibbonaber er typisk for Sydøstasien. I øjeblikket er de 17 arter af gibbonaber, der findes, i fare for udryddelse, og den hvidkindede er i kritisk fare.

Den hvidkindede gibbon - eller Nomascus leucogenys - kan blive mellem 45 og 64 centimeter høj og veje mellem 4,5 og 9,0 kilo. I øvrigt er armene længere end benene. 

Den lille ny blev født den 11. juni; samme dag, som parken genåbnede efter 89 dages tvungen corona-lukning. 

Da dyrepasserne kom på arbejde og begyndte at rengøre gibbonområdet, så de, at Ares netop havde født.

Da mor så ud til at have helt styr på sagerne, og ungen ser ud til at have det godt, har man ikke haft brug for på noget tidspunkt at adskille de to. Ungen hænger godt fast i mors pels, og hun renser den, beskytter den og fodrer den. 

Pige eller dreng?

Det vides endnu ikke, om det er en han eller en hun, da det er meget vanskeligt at bedømme så tidligt ved denne race. De bliver alle født med lyst hår, og når de bliver omkring tre år bliver pelsen brun - uanset køn. 

Først fra fem- eller seks-års alderen får de den endelige pelsfarve, og så kan man med sikkerhed fastslå, om det er en han eller en hun, da hunnernes pels igen bliver blond. 

Det er det eneste pattedyr, hvor hunnerne ændrer farve to gange i løbet af livet.

Man kan også bestemme kønnet inden femårsalderen, ved at se på, hvordan ungen tisser. Tisser den fremad, er det en han. 

Men indtil videre er det ikke til at se noget i den retning, da ungen stadig er meget lille og tilbringer hele dagen krammet sammen i sin mors favn. 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.