Afslører boligsvindlere
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/06/2018 - 09:55
Bolig
KRIMI: One born every minute... Markedet for at snyde udlændinge er tilsyneladende uudtømmeligt.
Der er simpelthen ingen grænser for, hvad man kan få folk til at hoppe på, hvis man appellererer til deres begejstring for en god handel og deres snobberi.
I Torrevieja er tre mennesker lige blevet snuppet for at have nydt godt af godtroende folk.
Husk at like vores facebookside
De to måtte rykke i fængsel uden at indkassere de to hundrede kroner ligesom i Matador. Den tredje, der er advokat, kunne holde sig på den rigtige side af tremmerne med en kaution.
Det skriver Diarioinformacion.com
Den uhellige treenighed havde snydt udlændinge, der syntes om tanken om at eje noget i Spanien.
Charmerende og rige
Kæresteparret stod for at hale kunderne i land. De spillede rige og tilforladelige og charmede sig ind i udlændingenes tegnebøger.
Advokaten stod for alt det med papirerne, også når kæresteparret havde franarret ofrene deres penge og brudt kontakten med dem.
Flere lagde op til 30.000 euro i udbetaling på en lækker lejlighed, der senere forsvandt ud i den blå luft.
Køberne mødte op hos den overbevisende advokat og betalte gladeligt mere end 800 euro for et få et NIE-bevis, 3.500 for at bevise solvens i Spanien og så altså en ordentlig udbetaling.
Og når pengene var i hus, ignorerede det flinke par pludselig boligkøberne.
Bare ærgerligt
Da de jo alle sammen sad i udlandet, havde de ikke mod på at melde parret og advokaten til politiet og da slet ikke at rode sig ud i en retssag tværs over landegrænserne.
De tre anholdte var to spanske mænd og en polsk kvinde. De “solgte” den samme lejlighed flere gange og fremstillede masser af falske dokumenter.
Da de blev afsløret, havde de masser af annoncemateriale og 8.800 euro på sig. Men politiet vurderer, at de har listet mindst 50.000 euro ud af de godtroende kunder.
Kæresteparret, der har en solid svindlerbaggrund, er røget i fængsel, mens advokaten slap mod at stille en heftig kaution.
Man skal jo også have noget ud af sit jurastudium...
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.