Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Aktiv dødshjælp et skridt nærmere

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 14/05/2018 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: En værdig og smertefri død. Det vil alle gerne have, og nu ser det ud til, at holdningen hos befolknignen endelig smitter af på politkerne.

Torsdag stemte Kongressen for at arbejde videre med et lovforslag om legalisering af aktiv dødshjælp. 

Det er første gang, et sådant forslag er kommet så langt, men det skal dog stadig også stemmes igennem ved parlamentet.

Regeringsparti imod

Afstemningen i Kongressen endte på 173 for og 135 mod, mens 32 stemte blankt. Forslaget blev oprindeligt udarbejdet af Cataloniens regionale forsamling.

Dette er første gang, at et lovforslag om at legalisere eutanasi klarer den første forhindring efter tidligere forsøg er mislykkedes, fortalte parlamentets talskvinde til nyhedsbureauet AFP.

Lovgivere fra Spaniens konservative regeringsparti PP samt en fra de regionale parti i Navarra stemte imod lovændringen torsdag.

Miderpartiet Ciudadanos afstod fra at stemme, mens altså alle andre grupperinger i parlamentet stemte for.

Sikker, fredelig og smertefri

Ambitionen er at ændre en del af paragraf 143 i den spanske straffelov, som vedrører personer, der lider af alvorlig, dødelig sygdom eller en sygdom, som forårsager alvorlige, permanente lidelser, der er vanskelige at udholde".

Lovændringen skal gøre det lovligt for en person at forårsage eller assistere med at forårsage en "sikker, fredelig og smertefri død" for et andet menneske, der lider af store problemer, hvis de "specifikt, frit og utvetydigt" beder om det.

Massiv opbakning i befolkningen

For øjeblikket har personer med uhelbredelige sygdomme i Spanien samme rettigheder som i Danmark: Man kan afvise behandling. Og dø langsomt.

Men ifølge en meningsmåling udført af forskningsfirmaet Metroscopy i marts sidste år, er hele 84 procent af spanierne tilhængere af aktiv dødshjælp. Og vi danskere er ikke meget anderledes.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark ifølge paragraf 239 i straffeloven. Her lyder det, at den, som dræber en anden efter den andens ønske, straffes med op til tre års fængsel. 

Men langt størstedelen ønsker at få muligheden lovliggjort som i Holland. Faktisk svarede 72 procent sidste år nej til spørgsmålet, om Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp, mens kun 11 procent svarede ja, og 17 procent svarede ved ikke. 

I Holland skyldes hvert 25. dødsfald i dag aktiv dødshjælp, og folk valfarter dertil fra hele verden for selv at beslutte, hvornår nok er nok.

I Danmark er der dog ikke umiddelbart udsigt til nogen lovændring, da både læger, politikere og Etisk Råd har stukket vat i ørerne og taget formynderrollen over borgerne.

Vores læsere er heller ikke i tvivl. Da vi i sidste uge delte en artikel om lovforslaget, kom folk til tasterne, og af samtlige kommentarer, var ikke én imod aktiv dødshjælp!

Nu må vi se, hvad der sker i Spanien, hvor den første forhindring altså er overstået.

En egentlig lovændring sket ikke lige fra den ene dag til den anden, men det er dog bestemt et skridt i den rigtige retning.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.