Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Alarm: Kør ikke ud!

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 14/11/2019 - 11:50

Fly & trafik

TRAFIK: Myndighederne advarer nu folk om at køre ud på både alle veje i Asturien og León, hvor man er i rød alarm for sne. I andre områder med orange og gul alarm skal turen planlægges godt.

Kong Vinter har trukket ind over Nordvestspanien, og det har fået alle alarmklokker til at bimle.

Der advares om massivt snefald i området, hvor myndighederne har aktiveret rødt niveau, der indikerer ekstrem risiko forbundet med at bevæge sig ud. Advarslerne trådte i kraft ved midnat og gælder i dag samt fredag. 

                Advarslerne torsdag                                 Advarslerne fredag

Trafikdirektoratet, DGT, har udsendt en særlig skrivelse, hvor man decideret advarer folk om at køre ud på vejene i Asturien og León, hvor man er i rød alarm for sne. 

Trafikken kan blive begrænset for visse køretøjer og om nødvendigt kan DGT vælge at indføre forebyggende vejlukninger.

Ud over de regionale og lokale veje, der kan blive påvirket af sneen, skal folk også være forberedte på mulige problemer på AP-66, A-67 og N-630.

Andre områder

I provinserne med orange og gult risikoniveau i Cantabrien, Burgos, Lugo, Ávila og Segovi er det vigtigt at planlægge turen godt på forhånd og tjekke vejrprognoserne såvel som vejtrafikforholdene, inden man kører ud. Sidstnævnte får du opdateret information om hos DGT

I de områder kan sneen komme til at påvirke adskillige landeveje samt AP-6 / AP-51, AP-61 og AP-1.

I mindre grad kan sneen også påvirke motorvejen A-2 samt andre veje i Soria, Zaragoza og Guadalajara. På veje i Cuenca og Sierra de Jaén kan man også støde på sne, dog i knapt så store mængder.

Helt overordnet set skal du være forberedt på:

  • Kørselsbegrænsninger for ​​tunge køretøjer
  • Kørselsbegrænsninger for andre køretøjer, der ikke har vinterdæk eller kæder på
  • Nedsatte hastighedsbegrænsninger og overhalingsforbud
  • Totale afspærringer af veje
  • Påbud om at følge anvisninger til alternative ruter

Det anbefales, at der udvises stor forsigtighed på vejene i de nævnte områder, samt at man medbringer tilstrækkelige midler og udstyr til at rejse sikkert.

Trafikanter skal være opmærksomme på særskiltning og meddelelsespaneler med beskeder fra Guard Civil.

For at muliggøre passage af sneryddere er det meget vigtigt, at man kører i konvoj og holder den venstre kørebane fri.

Der er også andre vejrforhold, der kan skabe problemer for trafikken i dag med uhyggelig stærk blæst flere steder og regn. Læs mere om vejret i dag her

Madrid har sendt ekstra meget mandskab på gaderne i dag pga. megen nedbør

I Madrid er der også oprustet med ekstra mandskab i gaderne i dag, da der er udsigt til en ordentlig gang regn. Læs mere her

DGT rapporterer løbende om trafiksituationen via medierne, på radiostationer, på Twitter under @DGTes og @informacionDGT og på hjemmesiden www.dgt.es. Du kan også få information på telefonnummer 011.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.