Alle elsker Barcelona
Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 23/03/2017 - 11:32
Rejser & oplevelser
REJSER & OPLEVELSER: Cataloniens hovedstad har alle dage været en skøn by, men hvor skøn er den i forhold til Rom, Prag og Rio?
Barcelona er med sine 1,6 millioner indbyggere indenfor bygrænsen den 16. største by i Europa.
Men “Barca” kan noget, som de andre ikke kan.
Hvert år kommer næsten ufattelige 32 millioner turister på besøg i den catalanske hovedstad, og det tal kan hverken Istanbul, Berlin eller Bucharest hamle op med, selvom de alle tre har større indbyggertal end Barcelona.
Faktisk er Barcelona mere populær end langt, langt størstedelen af verdens byer, når det kommer til turisme.
En ny liste, som den meget populære rejseside Tripadvisor.com har lavet, viser klart og tydeligt, hvor vilde verden er med Spaniens næststørste by.
Kigger man på Europa, er Barcelona kontinentets femtemest populære rejsedestination, kun overgået af London, Paris, Rom og den græske ø Kreta.
Og zoomer man en tand ud og kigger på hele verdenen, klarer byen sig næsten endnu mere imponerende.
Europæisk dominans
Kun to destinationer udenfor Europa sniger sig foran Barcelona.
Indonesiens perle, Bali, er uden sammenligning klodens mest eftertragtede rejsemål, og øen indtager altså en sikker førsteplads.
Kæmpe-storbyen New York City er den eneste amerikanske destination i opgørelsen, men den klarer sig til gengæld også rigtig godt og ender på en femteplads.
Dermed er Barcelona altså den syvendemest populære turistdestination i hele verden. Og så gør det jo ikke noget at der “kun” er 1,6 millioner indbyggere.
Hvis alle de 32 millioner årlige besøgende i byen var danskere, skulle hele den danske befolkning - fra vuggestue til plejehjem - besøge Barcelona mere end fem gange om året.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.