Held i vanvittigt uheld
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 22/03/2016 - 01:00
Sport & hobby
VIDEO: Den spanske formel 1-kører Fernando Alonso overlever mirakuløst et uhyggeligt uheld, hvor raceren fløj gennem luften. ”Jeg er heldig at være i live,” siger han.
På 17. omgang af søndagens formel 1 Grand Prix i Melbourne kolliderede Fernando Alonso med mexicanske Esteban Gutiérrez.
Spanieren forsøgte i fuld fart at overhale Gutiérrez venstre om, men han fejlbedømte mexicanerens kørebane og ramte bagenden af hans racer.
Det højre forhjul på Alonsos McLaren-racer blev straks smadret, og han mistede kontrol over bilen. Den hamrede ind i barrieren og spandt rundt i luften, før den blev stoppet af endnu en barriere.
Alonso kunne mirakuløst stige ud af bilen uskadt, og Gutiérrez slap også uden skader.
Du kan se sammenstødet herunder.
”Heldig at være i live”
Efter styrtet var spanieren forståeligt nok rystet, men samtidig fattet. Han var godt klar over, at det var noget nær et mirakel, han stadig var i live.
- Jeg er heldig og taknemmelig over at være her. Jeg er klar over, at jeg har brugt noget af heldet tilbage i mit liv. Jeg vil gerne takke McLaren og FIA for bilens sikkerhed. Jeg er i live på grund af arbejdet de seneste 10 til 15 år i Formel 1, sagde han.
Alonso ved sin totaltsmadrede racer efter sammenstødet
Alonso beskriver de uhyggelige sekunder, hvor han var overladt til skæbnen, som meget skræmmende, mens han rent faktisk også havde en smule humor.
- Jeg fløj, så du kan se himlen og så jorden, himlen og så jorden. Du vil have det til at stoppe, men det fortsætter og fortsætter og fortsætter. Det var rimelig uhyggeligt, men bilen stoppede til sidst, og jeg havde en smule plads til at stige ud, hvor jeg sagde til mig selv: ”Jeg må hellere skynde mig, fordi min mor sidder og ser det derhjemme,” sagde han
Løbet blev stoppet
På det sportslige plan blev løbet suspenderet i 20 minutter efter crashet, før det blev genoptaget.
Det udnyttede danske Kevin Magnussen, der ellers havde fået en uheldig start med en punktering, til at køre sig op på 12. pladsen i sit comeback til Formel 1.
Løbet i Australien blev vundet af tyske Nico Rosberg foran holdkammeraten og den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton.
Sidste mand på podiet i årets første Grand Prix var Sebastian Vettel fra Ferrari.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.