Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Appelsinkongen fra Thy

Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 16/12/2018 - 00:02

WEEKEND & VIDEO: Én gang om året stimler over tusind danskere sammen ved nordjysk lufthavn, når der kommer en helt særlig sending direkte fra Valencia...

Lørdag den 8. december fejrede spanierne Jomfru Marias Ubesmittede Undfangelse, mens danskere i Nordjylland havde en helt anden grund til at være i festhumør.

Én gang om året kommer der nemlig en ganske speciel lastbil kørende hele vejen fra Valencia til Skive Lufthavn - og i år ankom den forrige lørdag.

 

Vognen var som sædvanligt proppet med friskplukkede appelsiner, clementiner, oliven og andre godter fra Sydspanien.

Der var også appelsin- og clementinvin med fra Sydeuropa

Flere end 1.000 mennesker fra nær og fjern var mødt op for at købe ind af varerne. Det meste var solgt forhånd, og mange af kunderne lægger billet ind flere måneder i forvejen.

Der var overraskende meget trængsel ved Skive Lufthavn forrige lørdag

Den lokale slagter var traditionen tro mødt op med julepølser og andre specialiteter fra Thy.

I år er det nemlig intet mindre end 18. gang, at frugttransporten fra Sydspanien triller til Jylland.

Bjerglandsbyen i Valencia

Nu spørger du måske dig selv, hvordan et så omfattende arrangement er kommet op og stå? Og hvorfor lige Thy?

Svaret på det hedder Ole Riis; Turistchef i Thy og Appelsinkonge fra Valencia.

Appelsinkongen Ole i egen høje person

Før Ole flyttede til Nordjylland, boede han 10 år på den spanske østkyst, og her var det specielt den lille bjerglandsby Chulilla, som smeltede hans hjerte.

Det må være let at blive smaskforelsket i så skønne omgivelser

Hans interesse for den velsmagende, orange frugt blev vakt, og det har i dag resulteret i, at han kan præsentere hele 60 appelsintræer på sit eget stykke jord nær byen.

Selv om natten ser den lille flække fortryllende ud (foto: Vickyepla)

Smittende bryllup

Det hele startede, da Ole blev inviteret til en vens bryllup i Valencia.

Ole arbejdede på daværende tidspunkt i Bruxelles og havde aldrig været i Spanien, men han faldt pladask for landet - eller mere nøjagtigt en kvinde i landet.

Til brylluppet var han nemlig kommet i snak med en spansk operasangerinde, og efter kun tre timer faldt han på knæ for hende.

- Utroligt nok sagde hun ja, fortæller en grinende Ole til Spanien i Dag.

Det blev begyndelsen på 16 års ægteskab og Oles tilværelse som Appelsinmand.

Svigerfar havde et lille stykke jord tæt på Chulilla, og det var her Ole trådte sine første spæde landmandsskridt, før han fik sine egne marker.

Ole beskuer det smukke valencianske landskab

Ole var ikke sen til at sende nogle af sine frugter hjem til venner og familie i Danmark. Projektet greb dog hurtigt om sig, og før han vidste af det, var hans årlige appelsinleverance blevet en lokal begivenhed i Nordjylland.

Romerrigets Have

På trods af en sprælsk tilværelse i Spanien med fingrene i alt fra opera og kunst til lufttørrede sortfodsskinker blev Oles primære interesse appelsinlunden.

Den ligger i et område, der er så frugtbart, at det fra gammel tid blev døbt 'Romerrigets Have'.

Ved siden af Oles marker ligger en gammel, maurisk vandingskanal, som vidner om stedets historie. Den bliver stadig brugt i dag til at føre frisk vand fra bjergene ned til markerne.

Hvert lille stykke jord har sin egen åbning, så man kan fordele vandet til de steder, hvor det er mest tiltrængt

Når jord og træer skal passe og plejes, er det med hjælp fra Oles venner, naboer og deres venner.

- Jeg fik jo hurtigt en omgangskreds dernede, og appelsinlunden er det projekt, vi har vores fællesskab om, fortæller han.

Mandskabet sidder klar ved den mauriske vandingskanal

Hele lokalsamfundet giver et nap med, så han kan få sin kølevogn med frugter til Danmark hver december.

Hvis man er i området og gerne vil en tur forbi appelsinlunden, er Ole heller ikke bleg for at give en rundvisning - hvis man altså er heldig at fange ham, når han er i landet.

Munden løber hurtigt i vand, når man bliver præsenteret for så flotte appelinsiner

Sunde, spanske godter

Ole gør en dyd ud af, at hans frugter er sunde og naturlige - kun det bedste er godt nok.

Derfor er det også to år siden, at han senest har haft citroner med til Danmark, da de simpelthen ikke har levet op til hans tårnhøje forventninger.

De godter, som kommer med til kongeriget i norden, er derfor højst sprøjtet med den gift, som er nødvendigt for at sikre, at der rent faktisk kommer frugter på træerne.

Citronerne var ikke fine nok til at komme med til Danmark i år

Blandt Oles mange landmandsvenner i Sydspanien er der også nogle, som udelukkende dyrker økologiske frugter. Der kommer altså noget for enhver smag til Skive Lufthavn.

Ole har endnu ikke opgivet citronerne, som måske er klar næste år. Her er et lille "baby-træ" fra 2014

Evighedsgaranti

Hvis man er bange for, at de ubehandlede appelsiner rådner for hurtigt, kan man roligt slå koldt vand i blodet.

Ole giver nemlig evighedsgaranti på sine frugter:

- Det vil sige, at hvis man bliver nødt til at smide nogle appelsiner ud, fordi de er blevet for gamle, kan man få nye kvit og frit næste år, siger han.

Ole husker specielt en ældre dame, som over en årrække måtte kassere flere appelsiner, end hun fik spist.

- Det kom endda på tale, at vi skulle lave en rød løber med fakler og det hele for hende, næste gang hun kom for at hente frugter. Trofaste kunder skal belønnes, slår han fast med et smil.

Fine, nye appelsintræer på Oles mark

Friske frugter til friske piloter

I år gik frugtleverancen som smurt i olie. Kølervognen med varerne ankom allerede forrige fredag, og dagen efter var der gang i butikken.

For at Ole overhovedet kunne få lov at bruge lufthavnen til leveringerne, var han nødt til at have et luftfartsrelateret formål.

Han fik derfor en aftale i hus, om at alle piloter, som lander på dagen for leveringen, gratis kan få en kasse spanske appelsiner med hjem.

Ikke nogen ringe frynsegode at få med hjem

Der var derfor også store smil på læberne hos de piloter, som gjorde ophold i lufthavnen.

 

Ole fortæller endda om engang, hvor vejret havde været så jammerligt, at ingen fly turde lande i Skive.

 

Én pilot, som var vant til at flyve i Grønland, tog dog chancen og ankom med en halsbrækkende landingsmanøvre til lufthavnen. Hans første ord var: "Hvor er mine appelsiner?"

 

8. december blev der delt appelsiner ud i hobetal

 

Ellers foregår tingene normalt stille og roligt.

- Alt er som det plejer at være. Det er også vores super innovative og totalt nyskabende koncept: Ingen forandringer, siger Ole.

Rub og stub blev solgt lørdag, så hvis man havde håbet på, at der var en lille appelsin tilovers, må man desværre gå tomhændet hjem.

Ren kærlighed

For Ole handler frugttransporten til Danmark ikke om at tjene penge, men om at nyde tilværelsen.

Han beskriver selv, hvordan det er en fornøjelse at sidde og nyde en kop kaffe på sin mark midt i Valencias storslåede natur.

Udsigten over den smukke dal, hvor Oles appelsinlund ligger

Og så er den årlige frugtleverance blevet den perfekte undskyldning for at tage tilbage til den spanske østkyst og holde venskaberne derfra ved lige.

- Så har vi et projekt, som vi er fælles om. Vi kan jo let snakke den halve dag væk om, hvordan årets høst mon går, fortæller han.

Ole nyder markerne og fællesskabet i Spanien

Ole er ikke længere spansk gift, men alligevel lægger han vejen forbi Spanien godt og vel én gang om måneden.

- Fællesskabet er helt klart der, hvor jeg føler, at jeg virkeligt får noget ud af projektet, siger han.

At der så også kommer velsmagende frugter ud af det, er bare en ekstra bonus.

 

Se Ole vise rundt på sine marker:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.