Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bank dømt til at betale

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/06/2017 - 11:32

Penge & Forbrug

ØKONOMI: Santander er blevet dømt til at tilbagebetale 165.000 euro til pensionist.

Santander lokkede en gammel dame til at opgive sikker investering for at gamble med pengene.

I Danmark har Finansiel Stabilitet netop tabt en sag mod Amagerbanken. Det er, lød dommen, ikke en forbrydelse at være dårlig til sit arbejde. 

Men i Spanien er det anderledes.

I Málaga har en pensionist fået 160.000 euro tilbage. Penge, hun havde investeret, netop fordi Banco Santander havde vejledt hende for dårligt. 

Hun får ovenikøbet også 5.000 euro i renter.

Det skriver Sur.es

Kun ned ad bakke

Sagsøgerens advokat Pedro Bernal forklarer, at i 2007 havde hans klient på bankens råd sat hele sin livsopsparing på 160.000 euro i et produkt, der hed Valores Santander. 

Fem år senere var hendes værdier faldet til 74.692 euro.

Kunden er gammel og uden nogen uddannelse. Hun har aldrig gået i skole, men har taget sig af sin familie hele livet samt arbejdet lidt i Citesa. 

De penge, hun fik dér, samt sin pension på 548 euro, satte hun i Banco Santander.

De røg altid ind på en konto. 

Indtil en eller anden smart rådgiver overtalte hende til at sætte pengene i noget, der måske ville kaste noget mere af sig, men som altså slet ikke gjorde det.

Ingen vejledning

Og hun fik, siger dommen, absolut ingen vejledning. 

Der foreligger intet dokument, der viser karakteristika og risici ved produktet. Hun fik en brochure med vage forklaringer, hun ikke kunne forstå.

Kvinden havde en bankkonto med et afkast på tre procent. Et virkeligt sikkert arrangement, som hun aldrig havde været utilfreds med eller haft lyst til at ændre på. 

Men det er jo bankers metier at tjene penge, så hun fik et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

Købskontrakten var udfyldt i hånden af bankens afdelingsdirektør. 

Heller ikke det dokument har nogen forklaring på, hvad der er særligt ved det finansielle produkt. 

Pengene tilbage

Men det er som bekendt heldigvis ikke altid Goliat, der vinder.

Dommeren havde ikke meget tiltro til, at direktøren havde givet en fyldestgørende mundtlig forklaring til den gamle dame. 

Hun vandt derfor sagen, og Santander skal give hende 165.000 euro - det oprindelige beløb plus 5.000 i renter. 

Kontrakten, hun havde skrevet under på, blev simpelthen ophævet.

Mon ikke hun nu vælger en anden bank til sine penge fremover?

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.