Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bedste tal i et årti

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 25/10/2018 - 12:06

Samfund og Politik

SAMFUND: Arbejdsløsheden er på 15 procent, og det er ikke sket siden i 2008. 19,5 millioner er i dag i arbejde, færre unge står uden job og flere husstande klarer sig bedre.

Flere i beskæftigelse og færre arbejdsløse. Spritnye tal fra Statistisk Institut, INE, giver anledning til jubel, og så er det endda ret usædvanligt for denne årstid. 

Virkeligheden er, at den årlige undersøgelse af erhvervsaktive, EPA, som netop i dag er blevet offentliggjort af INE, afspejler, at det spanske arbejdsmarked i dén grad har genvundet pusten. 

Mindre, men dog fortsat fremgang

Fra juli til september blev der oprettet 183.000 job, hvilket egentlig er 52.000 færre end i 2017 og 42.600 færre end i 2016. Det skyldes den generelle afmatning af turismen, vi har oplevet denne sommer.

Beskæftigelsesvæksten på årsbasis er dermed faldet med tre tiendedele til 2,51 procent, sammenlignet med 2,8 procent i det foregående kvartal 3,1 procent i sommeren 2016.

Imidlertid er vi altså nu oppe på 19,5 millioner beskæftigede og en ledighed på 15 procent for første gang siden udgangen af ​​2008.

Specielt faldt antallet af ledige i tredje kvartal med 164.100 mennesker, hvilket svarede til 4,7 procent, og det er faktisk det mindste fald siden 2013 og næsten halvdelen af nedgangen i 2015, hvor antallet af ledige faldt med næsten 300.000. 

Men selvom faldet er aftaget er der altså stadig blevet færre arbejdsløse, og vi er nu nede på 14,55 procent. Det samlede antal ledige er reduceret til 3.326.000.

Der er også gode ​​data med hensyn til antallet af erhvervsaktive, der er vokset med 19.800 mennesker denne sommer, men igen overskygges det af tallet fra året før, hvor det steg med flere end 53.000. 

Færre unge arbejdsløse

Arbejdsløsheden blandt unge i alderen 16 til 24 steg med 6.100 personer i årets tredje kvartal i forhold til det foregående kvartal, og dermed er der i alt 528.800 ledige i denne aldersgruppe.

Men sammenligner vi med tredje kvartal 2017, faldt antallet af unge arbejdsløse med 50.300.

Færre husstande i problemer

Antallet af husstande, hvor alle erhvervsaktive står uden job, faldt med 29.500 i 3. kvartal til 1.083.700, og dermed er antallet faldet i på på hinanden følgende kvartaler.

Antallet af husstande, hvor samtlige erhvervsaktive medlemmer er i job er steget med 139.300 til 10.551.000.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.