Besættere skal ud!
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 11/06/2019 - 07:00
Bolig
BOLIG & SAMFUND: Regionalregering har fået nok! Politiet skal skride til udsmidning og anholdelse med det samme over for besættere, så boligejerne ikke bliver taget som gidsler i evigheder.
Politiet vil kunne handle øjeblikkeligt overfor folk, der beslutter sig for at flytte ind i boliger, de ikke har retten til.
De såkaldte besættere kan i dag nyde godt at en lovgivning, der i dén grad beskytter dem, frem for de stakkels boligejere, der pludselig står med alle udgifter til en bolig, de ikke har adgang til.
Faktisk må ejerne under den nuværende lovgivning ikke engang lukke for vand eller strøm - så begår de nemlig en lovovertrædelse.
De skal gennem retslige foranstaltninger, og den slags kan som bekendt trække i langdrag - somme tider flere år.
Nationalregeringen har indtil videre ikke villet røre ved loven på området, og så må man jo tage fat på det på regionalt plan.
Nye regler mandag
Den Baleariske anklagemyndighed har mandag udstedt en forordning, hvorved politi og myndigheder vil kunne handle omgående med at gennemføre udsættelser, hvis der er tale om en ulovlig besættelse af en bolig.
Det skriver Cronicabalear.es
I forordningen gøres det klart, at man må smide folk ud og om nødvendigt anholde dem, hvis det er nødvendigt.
“Kun når der er tvivl om den kriminelle karakter i sagen vil der som tidligere blive anmodet om retslige foranstaltninger," står der blandt andet.
Hensyn til begge parter
Forordningen er blevet udstedt, "i lyset af de alvorlige sociale og juridiske problemer, der er i forbindelse med ulovlig besættelse af fast ejendom, som er et stigende problem".
Bekendtgørelsen søger at forene kriterier i politiarbejdet for på den ene side at sikre borgerens grundlæggende ret til et hjem og på den anden side den private ejendomsret.
Forordningen, som er underskrevet af dommer Bartolomé Barceló, er blevet sendt til politichefen og chefen for Guardia Civil og derfra videre til de forskellige politienheder.
Problem mange steder
Og det er da bestemt heller ikke kun på Balearerne, vi oplever problemet.
Spanien i Dag har flere gange før skrevet historier om desperate boligejere, der pludselig stod i et uforskyldt limbo og ikke kunne se nogen udvej.
Lad os håbe, at de proaktive folk på Balearerne kan inspirere andre regioner.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.