Betal med kort fra 1. juli
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 22/06/2017 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK: Málagas taxier skal modtage kreditkort fra 1. juli, men i dag mangler en fjerdedel af de 1.432 biler stadig en terminal.
Snart er det slut med at stresse over at få hævet penge, inden du skal med en taxi for at nå pyjamas-flyet i Málaga.
I Danmark er det efterhånden kun meget gamle mennesker, der går med kontanter. De unge og midaldrende har for længst kortet til sig, og man ville have vanskeligt ved at forestille sig en taxi uden mulighed for kortbetaling.
For datagenerationen er det let, og det minimerer desuden risikoen for at blive overfaldet og bestjålet.
Det sidste tæller også til den rigtige side for en af de institutioner i Spanien, der ellers længe har strittet imod betaling med kreditkort: Taxierne.
Det skriver Sur.es
Win-win... eller?
Bystyret i Málaga har flere gange udsat datoen for overgang til elektronisk betaling, men nu er det slut.
Fra den 1. juli slipper du for at sidde og fumle med pengesedler og mønter i taxien, og chaufføren skal ikke lede i fem minutter efter byttepenge.
En win-win-situation, men chaufførerne er ikke glade. De skal nemlig betale gildet.
Bankerne kræver vedligeholdelsesafgift for terminalerne samt en afgift på hver benyttelse af læseren.
Derfor er der stadig taxier, der mangler kortlæseren. Og også det kan blive dyrt.
Ved taxiernes ekstra årlige syn - det, de skal igennem ud over ITV - vil man checke, at de har det nødvendige grej. Uden koster det mellem 270 og 1.380 euro i bøde.
Málagas lufthavnsmyndigheder er glade. Herfra har man i årevis klaget over, at et internationalt rejsemål som Costa del Sol ikke kan klare et kreditkort, når de rejsende skal videre.
Loven blev udsat
I Marbella og Fuengirola har det været obligatorisk i årevis, men i resten af provinsen har man været på herrens mark indtil nu.
Faktisk har loven i hovedstaden været gældende fra juni 2015, men den blev sat i bero, fordi chaufførerne brokkede sig. Bankerne, der jo aldrig holder sig tilbage, ville have deres skålpund kød fra den nye ordning.
Der kom en afgift på 10 euro pr. måned, hvis man ikke kørte nok penge ind, og så en kommission for hver tur på mellem 0,35 og 0,80 procent af det, de tjente på hver tur.
Sikkert, men dyrt
Men alle er nu enige om, at det er mere praktisk for brugeren og sikkert for chaufføren at bruge kort.
En chauffør, der i sine ni år bag rattet har været imod kortbetaling, giver sig nu modstræbende:
- Betaling med kort er bedre for os og for passageren. Jeg ville bare ønske, at myndighederne havde forhandlet sig frem til en bedre aftale med bankerne, siger Manuel Termiño til Sur.es
Han ville gerne være gået over til kortbetaling meget før for at undgå at køre rundt med masser af kontanter på sig, men bankafgifterne afholdt ham fra det.
Fra 1. juli er der altså ikke mere at spille om.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.