Bommert på nyt hospital
Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 23/06/2017 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND: Prestigebyggeri gik måske lige hurtigt nok i betragtning af, at patienterne skal køre i ambulance mellem etagerne.
Hospital de la Serrania i Ronda åbnede på fuld kapacitet i starten af april i år.
Ved åbningsceremonien var præsidenten for Junta de Andalucia, Susana Diaz, til stede, og der var alt i alt lagt i ovnen til en succeshistorie om offentlige investeringer og splinterny og moderne velfærd til borgerne.
Ordet prestigeprojekt kan næsten ikke undgås.
Opgradering
Hospitalet har kostet godt 53 millioner euro og skal servicere flere end 85.000 indbyggere i både Málaga and Cádiz.
Der er både skadestue, diagnostik, radiologi, kirurgi og topmoderne laboratorier, så hospitalet er virkelig en opgradering af sygehusvæsenet i Ronda-området.
Der er bare ét lille problem.
Babu-babu
Hvis en patient, der er sengeliggende pludselig skal flyttes fra en afdeling i stueetagen til en afdeling på første, bliver personalet nødt til at læsse patienten på en ambulance, der kan køre vedkommende op af en rampe og ind på hospitalet igen.
Hospitalssengene kan nemlig ikke komme ind i elevatorerne.
Gående patienter og medarbejdere har frit valg mellem trapper, rulletrapper og elevatorer, men er man sengeliggende, er man nødt til at tilkalde en ambulance for at bevæge sig en etage op.
Det skriver Euroweeklynews.com
“Latterligt”
Rondas tidligere borgmester Mari Paz Fernández kalder det “latterligt, at patienter skal ud af hospitalet for at komme ovenpå”.
Selvsamme ex-borgmester opdagede ved et besøg på hospitalet, at nogle af dørene også var for smalle til sengene, men de er allerede blevet skiftet ud.
Om hospitalet nu også vil skifte elevatorerne er det store, ubesvarede spørgsmål.
Sengene kan de i hvert fald ikke ændre på, for de samme senge bliver brugt på alle Andalusiens 46 hospitaler.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.