Brigitte Bardot er kommet til byen!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 04/11/2021 - 07:00
Kunst & kultur
KULTUR: "Jeg gav min ungdom og skønhed til mændene. Nu vil jeg gi' min visdom til dyrene. Jeg ønsker ingen hyldest."
Torremolinos er nu vært for udstillingen om Brigitte Bardot "Myter og klichéer i Malaga".
- Vi ønsker at genvinde denne arv, denne historie, som giver os vores unikke karakter, vores fremtrædende rolle og vores personlighed. Det er meget vigtigt, ikke kun for Torremolinos' indbyggere at kende denne vigtige del af vores historie, men også for de turister, der besøger os...
- De skal vide, at Torremolinos ud over at være en førende sol- og stranddestination også er historisk med vigtige personer som Brigitte Bardot", sagde borgmester José Ortiz ved udstillingens åbning.
Udstillingen ses i rådhuset i Torremolinos og er åben frem til den 7. januar 2022
Baggrunden for udstillingen er Brigitte Bardots ophold i Torremolinos og rundrejse i Málaga Provinsen i 1957 under optagelserne til filmen “Les bijoutiers du clair de lune”.
- Vi har stadigvæk indbyggere, der husker det, sagde borgmesteren.
Udstillingen består af mere end 50 fotografier fra optagelserne på Costa del Sol af filmen, der blev instrueret af Roger Vardim med den franske legende i hovedrollen. Det er øjebliksbilleder, der vækker den historiske hukommelse i Málaga Provinsen. De viser landskaber, der stadig er uspolerede, og også de klichéer som Roger Vardim ledte efter i et romantisk og lidenskabeligt Spanien.
Om Brigitte Bardot
Brigitte Bardot er i dag 87 år
Brigitte Anne-Marie Bardot blev født 28. september 1934 i Paris. Hun har været gift tre gange.
Hun er en af de meget få skuespillerinder, der aldrig har lagt sig under kniven for skønhed men er naturligt ældet.
"Jeg gav min ungdom og skønhed til mændene. Nu vil jeg gi' min visdom til dyrene. Jeg ønsker ingen hyldest, kun bidrag til min dyrebeskyttelsesfond."
Således faldt ordene ved hendes 80-års fødselsdag
I fyrreårsalderen ændrede Bardot helt sin tilværelse, og trak sig tilbage fra filmverdenen for at tale dyrenes sag. I 1986 solgte hun store dele af sin smykkesamling, og grundlagde organisationen La Fondation Brigitte Bardot (FBB), med status som en overvåger af Frankrigs dyrebeskyttelse. I 1987 solgte hun sine erindringer til indtægt for dyrene.
Hendes tredje ægteskab var med den tyske playboy Günter Sachs, barnebarn af Opels grundlægger. Han indledte sin stormkurtise i maj 1966 med at kaste rosenblade ned fra en helikopter over hendes have i Saint Tropez. Det imponerede hende så meget, at de blev gift 14. juli 1966 i Las Vegas, efterfulgt af et rastløst jetset-liv.
I 1967, da de var det mest glamorøse par i Paris, indspillede Bardot sangen "Je t'aime moi non-plus" sammen med Serge Gainsbourg - som hun derefter indledte en hemmelig affære med. Hun tryglede Gainsbourg om ikke at udgive sangen. Det gjorde han heller ikke, men lavede i stedet en indspilning med Jane Birkin. Alligevel ligger sangen i dag på youtube.
En ret så fræk sang
Hverken Bardot eller Sachs var lykkelige mennesker, og blev skilt i oktober 1969. Bardot har fortalt om flere selvmordsforsøg, hvor hun har skåret sig i håndledene, taget sovepiller og prøvet at tage gas. Da hun var i slutningen af 30'erne, drak hun to flasker champagne dagligt, samt tre flasker vin.
I 2011 tog Günter Sachs sit liv i sit hjem i Gstaad i Schweiz. Det påvirkede Brigitte Bardot. Sachs havde, til ære for hendes franske ophav, givet hende en trikolor-ring til brylluppet, som hun senere solgte. Men som den generøse mand han var, købte Sachs den tilbage og skænkede hende den for anden gang.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.