Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bus vælter ned på bil

Skrevet af Kristoffer Olesen, tir, 18/12/2018 - 11:27

Fly & trafik

VIDEO: 25 passagerer i turistbus styrter ned ad stejl skrænt og lander oven på en personbil.

Lørdag omkring klokken 10:30 gik det helt galt i byen Álora på Solkysten.

En bus med 25 passagerer væltede fem meter ned ad en stejl skrænt og landede på en personbil, som blev knust under vægten.

Heldigvis sad ingen i bilen, da ulykken indtraf. Seks af buspassagerne blev lettere kvæstet og måtte en tur på hospitalet.

Ingen bag rattet

Ingen ved præcis, hvorfor bussen faldt ned ad skrænten.

Vidner fortæller, at bussen ventede på én passager fra en større gruppe på tur, da den pludselig begyndte at trille ned ad bakken, som den var parkeret på.

Chaufføren sad ikke selv bag rattet, men befandt sig uden for bussen, hvor han var i gang med at fylde baggage på.

Ingen kunne derfor stille noget op, da den trillede ud over skrænten.

Myndighederne på pletten

Kort derefter var beredskabstjenesten fremme. Brandvæsen, ambulancer, Guardia Civil og lokalpolitiet blev også tilkaldt.

Ifølge øjenvidner lå bussen på det tidspunkt meget ustabilt oven på personbilen.

Beredskabstjenesten fokuserede derfor i første omgang på at få folk helskindet ud af køretøjet.

Bussen måtte sikres med et kabel, så den ikke pludselig kollapsede, mens passagerne blev evakueret.

Ifølge brandvæsenet fortsatte redningsarbejdet frem til efter 15:30.

Når enden er god

Bortset fra lidt rifter, buler og panikanfald havde alle det efter omstændighederne godt og slap ud uden alvorlige problemer.  

En god håndfuld måtte dog en tur på Guadalhorce-hospitalet for behandling af lettere skader.

 

Se optagelser fra ulykkesstedet her:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.