Byg nu den togbane!
Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 11/05/2017 - 11:18
Samfund og Politik
TRAFIK: Kystbane-udbygning kan give millionbesparelser og bedre trafikforhold på motorvejene. Men det kan have lange udsigter.
I årevis har Solkystens beboere efterspurgt en udvidelse af den togbane, der i dag kører på strækningen mellem Málaga og Fuengirola. Og et sådant projekt har da også været på tegnebrættet i flere omgange.
Specielt de cirka 30 kilometer fra Fuengirola til Marbella har været genstand for mange politikerløfter, men også mange forsinkelser og udskydelser.
Tilbage i november 2016 kunne Spanien i Dag skrive, at miljøministeriet under ingen omstændigheder kunne se byggeriet gå i gang, før en grundig undersøgelse af den potentielle miljøbelastning var blevet foretaget.
Derfor skal man ikke regne med, at der bliver flyttet et eneste læs jord eller lagt en meter skinne før tidligst i 2020, gav ministeriet dengang udtryk for.
Hastesag
Men det er økonomisk hul i hovedet at vente så længe, mener sammenslutningen af spanske entreprenører, Seopan.
Seopan udgav for nyligt en rapport, hvori de har ranglistet hele 814 infrastrukturprojekter rundt omkring i landet, efter hvor meget de haster.
Og togforbindelsen mellem Málaga og Marbella ligger allerøverst på ønskelisten.
Ingen kø på kystvejen
Ifølge Seopans beregninger vil udbyggelsen indbringe 295 millioner euro om året alene i reduceret rejsetid for indbyggerne. Det skriver Surinenglish.com
Oven i det kommer så, at banen ville have en stor effekt på trafikken på kystvejen N340, hvor der kører 106.000 biler om dagen.
Der er ikke noget at sige til, at beboerne på Kysten har efterspurgt projektet i årevis.
Tidobling
En undersøgelse har vist, at der faktisk er betragteligt flere passagerer, der er villige til at droppe bilen vest for Fuengirola. Det skriver Laopniondemalaga.com
Hvis man udvider togdriften hele vejen til Estepona, er der ifølge undersøgelsen hele 100 millioner passagerer om året, der er villige til at droppe bilen og tage toget i stedet.
Det er 10 gange flere passagerer, end dem der på nuværende tidspunkt bruger kystbanen.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.