“From California with love”

Sidste lørdag fortalte jeg om Pernilles og mit besøg på vingården Marimar Estate under vores rejse i Californien. Men vi har lidt flere ting på hjerte fra den dejlige tur og vil gerne fortælle, hvor vi fik de både gode - og deprimerende - oplevelser.

Vi rejste fra Málaga over Paris direkte til San Francisco, hvor vi havde bestilt hotel til tre overnatninger. Vi ville gerne opleve den kendte by og derefter køre rundt i Californien på gehør.

Service, opmærksomhed og venlighed

Udover den spændende by, var det første der slog os den opmærksomhed vi fik - uanset om det var et besøg på en café, restaurant eller forretning.

Straks blev vi budt velkomne, og selv om tjeneren måske havde travlt i netop det øjeblik, var vi ikke i tvivl om, at han havde set os og ville betjene os snarest. Og sådan var det.

Smilet og entusiamen mødte vi hele tiden

Pernille og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med det Spanien, hvor vi har boet i henholdsvis 36 og 26 år.

Her er det ofte nærmere normen, at man sidder i lang tid i uvished om, hvorvidt man er blevet observeret eller ej. 

Her kan den spanske turistsektor virkelig lære noget.

Måske er det drikkepenge- og provisions-systemer, der gør forskellen? På de fleste deciderede restauranter siges det, at tjenerne ikke får nogen fast løn men alene drikkepengene, som ikke er inkluderet i priserne på restauranterne. 

På bon’en er der forslag til, hvor meget man skal give i drikkepenge: det mindste er 15 procent, og der er som regel tre forslag på op til 22 procent.

Det kan jo lyde forfærdeligt, at tjenerne ikke får nogen fast løn, men de restauranter, som vi besøgte i mellemklassen, var fyldt til bristepunktet og de åndede af stor omsætning. Og i de tilfælde kan det måske være en bedre forretning for tjenerne at være på rene drikkepenge.

På selvbetjeningscaféer og fastfood-restauranter er der ikke opfordringer til drikkepenge - måske en bøtte på skranken til en skilling - men det giver ikke forskel på den opmærksomhed og service, som man får.

Venligheden er slående overalt. Og mindre blev den ikke, da vi efter opholdet i storbyen tilbragte de fleste dage i små byer.

San Francisco

Byen er med sine cirka 852.000 indbyggere Californiens fjerde største. San Francisco indgår dog i en stor metropol kaldet San Francisco Bay Area med godt syv millioner beboere.

San Francisco har årligt cirka 17 millioner turister, der bor på ét af byens 235 hoteller, besøger venner eller bor i private indkvarteringer. Turisterne bruger cirka 10 milliarder dollar om året, hvilket svarer til, at 134.231 dagligt bruger 25,7 millioner dollar.

Bag den glitrende turistindustri ses desværre alt for mange hjemløse i gaderne. Antallet af hjemløse har været faldende, men er gennem den seneste tid steget til 6.436 ifølge San Francisco Bay Times.

Vi mødte hundredvis på vores gåture rundt i byen. De lå og sov alverdens steder: på kirketrapper, riste og bænke. Andre, der var vågne, ‘fixede’, tiggede om penge til drugs eller opførte sig som gale i vejkryds nøgne eller iklædt laser.

Truede følte vi os ikke på noget tidspunkt, men det var svært at glædes over andre ting med de oplevelser.

Gadens ofre er af forskellig etnisk baggrund - ligesom byens indbyggere. Mange er krigsofre fra både Korea- og Vietnam-krigene, der kom til byen i 70’erne med posttraumatisk stress uden støtte og noget sted at tage hen.

Bedre blev det heller ikke, da Ronald Reagan i 80’erne lukkede Californiens offentlige mentale sundhedsinstitutioner og sendte tusinder af mentalt ustabile patienter ud i gaderne.

Det ville være rart, hvis både San Francisco, Californien og hele USA kunne tage ved lære af europæiske lande, der har sociale sikkerhedsnet. Præsident Obama har prøvet, men let er det ikke.

Det koster 3.500 dollar om måneden at leje en ét-værelses lejlighed i San Francisco.

Tilgængelighed for handicappede

Det var bemærkelsesværdigt, som ethvert vejkryds og fodgængerovergang havde ekstremt gode ramper og advarsler. Hver rampe ned til vejbane-niveau var anlagt med nogle stærkt gule nubrede plastikplader, der dels skabte advarsel og dels gjorde kørslen med en kørestol så let, som det kan være.

Vi kørte også med busser, hvor chaufføren aktiverede en lift ved indgangen, så en kørestolsbruger kunne komme med. 

Også i lufthavnen bemærkede vi det store antalt servicemedarbejdere med kørestole for handicappede.

Cable Cars, turistbusser og sporvogne

Selfie på turistbussens top med Golde Gate Bridge i baggrunden

Oplevelserne var virkelig store i San Francisco. Udover vores slentren i de mange bydele, valgte vi, som ægte turister, at hoppe på en sightseeing-bus den første dag. Det gav et fantastisk overblik og gjorde os på få timer bekendt med hele byen.

Det blev også til et ophold i Fisherman’s Wharf, hvor vi fik scoret nogle billige cowboy-bukser, og en skøn tur på bussens åbne 1. sal i strid blæst over Golden Gate Bridge.

Her er der rigtig mange turister

Cable Cars er nok byens største turistattraktion, hvor de kabeltrukne sporvogne kører op og ned af byens stejle gader. Fra tidlig morgen er der lang kø ved Powell Station. Men ventetiden er virkelig oplevelsen værd.

Vognene drejes manuelt rundt ved endestationerne

Computerfrit styresystem...

Der er nogen ‘elektronisk styring’ i Cable Cars. Alle vogstyrerne, som vi oplevede, var kæmpestore mænd, der konstant trak i den ene og anden stang, der dels til- og frakoblede det trækkende kabel og dels bremsede vognen ned ad bakkerne. 

Ud i det blå

Anderledes var det, da vi lejede en dejlig Toyota Camry for at starte med at køre sydpå. Den var automatisk alle vegne og legende let at køre.

Jeg havde været lidt spændt på, hvordan det var at køre i USA. Havde læst lidt om det på forhånd, men vi var begge enige om, at det var meget let.

Skiltningen meget, meget tydelig næsten alle overholdt fartbegrænsningerne og fartpiloten - når det var passende at bruge den - gjorde hele kørslen afslappet.

Nye skilte får ekstra opmærksomhed

Jeg forelskede mig specielt i de vejkryds, hvor der var fuldt stop fra alle fire veje. Hvad gør man så? Jo, man kører frem og stopper holder øje med om der er andre og hvis ikke, kører man bare over.

Hvis andre er kommet frem fra de andre veje først, venter man pænt, til de er kørt over. Det fungerede helt fantastisk - alle respekterede den orden.

Sydpå

Fra San Francisco kørte vi langs havet i et pragtfuldt landskab sydpå til Carmel by the Sea. På vejen gjorde vi stop ved en strand, hvor vi kunne se hvalerne ude i havet.

Carmel-by-the-Sea

I Carmel-by-the-Sea overnattede vi i hytten ‘Hansel & Gretel’

En meget nyhhelig by beliggende direkte til havet.

Carmel-by-the-Sea: Breddegrad: 36.555239, længdegrad: -121.923288

Overvældende syn

Derefter gik turen længere sydpå til Morro Bay, hvor vi på vejen oplevede hundredvis af sæler på en strand

Morro Bay

En kuppelformet klippe knejser lige foran byen

Morro Bay: Breddegrad: 35.365945, længdegrad: -120.849992

Vi tilbragte to nætter her og gik nogle dejlige ture. Blandt andet langs havnepromenaden, hvor sæler nærmest lå for vores fødder. 

Vores helt specielle sæl-ven

Også her mødte vi amerikanernes venlighed. Vi passerede et par, der uden videre begyndte de at snakke med os. Hvor kommer I fra? De var på weekend fra Los Angeles. Dejlig oplevelse.

På restauranten direkte vandet, hvor vi spiste Fish & Chips, spurgte en skateboarder, der satte sig ved siden af os, om vi ikke lige ville kigge efter hans hybride-skateboard, mens han gik ind og bestilte sin mad. 

Det gjorde vi selvfølgelig - tak for tilliden -og bagefter forklarede han, hvordan han styrede det med en fjernbetjening.

Den hyggelige restaurant...

... og det hybride skateboard

Mariposa

Fra kysten gik turen nord-vest til Mariposa - en gammel guldgraverby i western-stil. 

Hotellet bliver drevet af Mary - af den gamle men venlige skole - og hendes 90-årige mand

Mariposa: Breddegrad: 37.484938, længdegrad: -119.966284

Dagen efter tilbragte vi i naturparken Yosemite en times kørsel fra Mariposa. En imponerende natur

Så gik turen til Californiens hovedstad Sacramento, hvor vi gjorde stop og så den gamle bydel. Da det dels regnede, og da vi ikke tændte vildt på byen, kørte vi videre til vin-dalen Napa, hvor vi fandt logi på et igen lille spændende hotel i byen St. Helena.

St. Helena

Hotel St. Helena

St. Helena: Breddegrad: 38.505243, længdegrad: -122.470387

Det var en onsdag og hotellet var stort set tomt. Derfor fik vi hotellets eneste suite til prisen for et almindeligt dobbeltværelse. En festlig og anderledes hotel-ejer-kvinde, der dog var meget venlig som alle andre, vi mødte.

I byen fandt jeg dagen efter en isenkræmmer, som jeg måtte besøge. Har aldrig været i en så velassorteret forretning og jeg, der elsker at være handymand, kiggede med lange øjne efter både skruer og værktøj. Gentagne gange måtte jeg forklare personalet, der hele tiden ville hjælpe mig, at jeg var på ren oplevelsestur.

I mellemtiden fandt Pernille rigelig underholdning i forretninger af anden karakter.

Det blev også til en vinsmagning i St. Helena

Efter et par dejlige dage i St. Helena, gik turen så til Marimar Estate, hvor vi besøgte Marimar Torres.

Marimar Torres bød velkommen

Marimar Estate: Breddegrad: 38.422292, længdegrad: -122.903504

Klik her for at læse historien om besøget

Sausalito

Morgenstemning i byen

Efter besøget hos Marimar kørte vi til Sausalito, der ligger lige nord for Golden Gate Bridge ud til den dejlige lagune. Et virkelig skønt sted, hvor vi fulgte rådet fra Marimar, der også har en bolig der, om at spise på den italienske restaurant ‘Poggio’. De kendte Marimar og hendes to hunde, Chico og Bonita, mere end godt, og vi fik en exceptionel betjening.

Sausalito: Breddegrad: 37.859094, længdegrad: -122.485251

Back in town

The Pink Ladies er - ligesom mange andre villakvarterer i San Francisco - meget spændende og hyggelige

Vi sluttede turen i San Francisco, hvor vi undervejs havde booket et centralt beliggende hotel og fik gået en dejlig aftentur. Desværre endnu engang med oplevelsen af de hjemløse, der i mange tilfælde ikke skjuler, at de tigger for at få penge til at ‘fixe’ sig.

Og netop den aften havde de tilsyneladende haft gode resultater. Adskillige opførte sig som gale, skændtes med kammerater og var ved at blive kørt ned i gaderne.

Tilbage til Europa

Specielt jeg havde glædet mig til flyrejsen fra San Francisco til Paris, fordi vi skulle flyve med den nyere - og verdens største fly - Airbus 380.

Verdens største passager-fly

Det var en fantastisk oplevelse! Da den startede, kunne vi dårligt høre motorerne og pludselig løftede kæmpen sig, før vi havde ventet det, og fordi det virkede, som om den stadig kørte langsomt…

Adskillige gange fløj vi gennem turbulens, hvor selerne skulle bruges. Men, det var næsten ikke til at mærke.

Efterskift

Hotellerne - selv de almindelige - er noget dyrere i Californien end i Spanien. Priserne på at spise ude ligner hinanden.

Det imponerede mig også, at rejsebureauet ordnede flyrejsen til en pris på lige godt 600 euro tur/retur pr. person. 

Det bringer ligesom den dejlige oplevelse tættere på at kunne blive gentaget - engang...

Måske skulle den næste tur til Californien finde sted med en medbragt hytte..?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt