Caminoen: 799 km. i kørestol på ni dage
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 12/09/2015 - 00:01
Klumme Sport & hobby Samfund og Politik Sundhed & sygdom
KLUMME: Oscar blev rygmarvsskadet og mistede førligheden efter lægefejl. Alligevel viser han her vejen frem...
Oscar Martínez' mål med at gennemføre ‘Udfordring 2015’ er at vise, “at det er lige så let at gennemføre turen som at stå op og drikke den kop kaffe, som du tænker på om morgenen…”
Der er mange ting, jeg kan tage hatten af for. I dag må jeg fortælle om handicappede Oscar Martínez, der vil bevise, at et handicap ikke er nogen hindring for at gennemføre 799 km. ad pilgrimsruten ‘Camino de Santiago’.
Reto (udfordring) 2015 starter den 17. september og målet - Santiago de Compostela - nås den 25. september.
Ruten
Turen starter i Roncesvalles
Andre mål med Reto 2015 er at øge samfundets bevidsthed om vigtigheden af, at der findes professionel genoptræning, og at medvirke til at bremse fremtidige kroniske sygdomme opstået som følge af et handicap og i dette tilfælde især for de rygmarvsskadede.
Også vigtigheden af den tilgængelige turisme som en social faktor for handicappede har høj prioritet. At kunne nyde fritidsaktiviteter og ferier er en ret for alle.
Oscars historie
Oscar Martínez
Oscar tog til skadestuen i marts 2012 på grund af problemer med at bevæge sit venstre ben. Mistanken var en diskusprolaps.
Under den efterfølgende operation kom kirurgerne til at ødelægge durasækken, der indeholder den såkaldte cerebrospinalvæske. Det er den væske, der både beskytter hjernen og rygmarven.
Gennem flere dage mistede Oscar væsken uden lægerne lagde mærke til det, selvom han havde symptomerne herpå: hovedpine, var svag, venstre bøn følelsesløst og besvær med at bevæge sig.
Behandlingerne mod smerten hjalp ikke og blev værre dag for dag. Først to uger efter opdagede en neurolog under en kontrol, hvad der var galt.
Men skaden var sket, og der kunne ikke laves om på konsekvenserne af den manglende cerebrospinalvæske. Oscar kom under kirurgernes knive yderligere syv gange, men det ændrede intet, og han blev paraplegiker (rygmarvsskadet). Udover den mistede førlighed, kan Oscar ikke høre på det højre øre, ligesom synet også er beskadiget.
Oscar er i dag bundet til en kørestol og lider af alvorlige følgesygdomme på grund af smertebehandling.
Næsten 100 km. om dagen
Det lyder næsten utroligt i en kørestol. Men det er også en speciel slags.
Under hele turen ledsages Oscar af sin gode ven Carlos, der cykler hele turen ved siden af Oscar.
En anden god ven - også ved navn Carlos - har stillet sin varevogn til rådighed. Den fungerer som hjælpevogn, værksted og kontor på hver etape. I varevognen er der blandt andet reservedele, Oscars normale kørestol, forsyninger, bagage etc.
I en anden bil følger to personer, der kan hjælpe med problemløsninger undervejs og som samtidig laver videooptagelser til den efterfølgende rapportage om Reto 2015
Målet for alle pilgrimme er katedralen i Santiago de Compostela
Donationer
Oscar opfordrer til at alle, der kan, yder et bidrag til, at forbedre livet for handicappede. Alle donationer går ubeskåret til det spanske statslige handicapforbund 'Predif' og til den integrerede afdeling af Predif ASPAYM i Castilla y León.
Hvis du vil støtte en god sag, kan du klikke her
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend
Torben Wilkenschildt
Tilgængelig for alle
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.