Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Censor fra helvede

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/06/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Censor troppede op på hospitalet og truede fødende kvinde til at standse fødslen. Historien er ufattelig ud fra alle parametre, lyder dommen.

Man skal ikke bare kunne blive væk fra en vigtig eksamen. Ingen undskyldning er simpelthen god nok...

Det var tilsyneladende devisen da en sygeplejerskestuderende af en udvælgelseskommité blev tvunget til at gå op til en eksamination, selv om hun var ved at føde. 

Nu har El Tribunal Superior de Justicia de Madrid dømt, at hendes eksamen skal gå om.

Det skriver Elpaís.es

Censor standsede fødslen

Kvinden, der skulle eksamineres, skulle føde. 

Faktisk var hendes livmoderhals udvidet otte centimeter, og hun havde fået rygmarvs-blokade. Lige op over, med andre ord.

Men tropper en censor op på hospitalet og fortæller hende, at hvis ikke hun stiller til eksaminationen med det samme, vil hun blive udelukket fra listen over eksaminander.

Hvad gør man, når ens fremtidshåb pludselig er truet? 

Kvinden tog angiveligt et par dybe vejrtrækninger, tog til sin eksamen med veer, og da den var færdiggjort, tog hun tilbage til hospitalet og færdiggjorde noget andet. 

Hun fødte en velskabt datter.

Alligevel for meget

Da hun var kommet sig lidt, syntes hun alligevel, det var et nummer for stærkt, og hun skrev en klage til sundhedsvæsenet i Madrid. Hun krævede en reeksamen, så hun kunne tage sin eksamen uden veer.

Ifølge dommen fra højesteretten i Madrid, svarede sundhedsvæsenet aldrig på kvindens klage.

Dommen stadfæster nu en dom, som en lavere instans allerede har afsagt: Eksamensresultatet skal annulleres, og kvinden skal have en ny chance. Derudover kritiserer dommen denne offentlige instans’ fremgangsmåde. 

Krænkede rettigheder

Censor har tilsidesat kvindens fundamentale rettigheder, lyder det. Artikel 23 og 14 i den spanske grundlov dikterer, at der skal være lige adgang til offentlige embeder. 

At skræmme en fødende kvinde til at gå til eksamen, strider ikke kun imod al sund fornuft og mangler al medmenneskelighed - det er ufatteligt ud fra alle parametre, står der blandt andet i dommen. 

Dommeren tilføjer, at en fødsel hverken er en sygdom eller en nødvendig operation, men slutpunktet af en naturlig proces, man ikke selv er herre over. 

Kommittéen skulle derfor, da eksaminanden viste tydelige tegn på, at det var lige op over, have udskudt eksaminationen og respekteret paragrafferne tre og fire i ligeretsloven, som taler om ligeret i forbindelse med fødsler.

Det er i bund og grund vanskeligt at fatte, at det overhovedet skete.

Men i det mindste godt, at der ikke gik noget galt med fødslen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.