Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dømt til at forsørge 31-årig datter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/03/2015 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Børnepenge findes ikke som sådan i Spanien. Det kunne ligeså godt hedde voksenpenge, viser flere sager.

Forældre skal forsørge deres børn hele livet. Flere kendelser i spanske retssale viser, at selv voksne mennesker kan kræve at blive forsørget af deres forældre.

Seneste sag om forsørgerpligt er endt med et nederlag til en far, der er blevet dømt til at betale et bidrag på 400 euro om måneden til sin 31-årige datter.

Det skriver den irske avis The Independent.

Det skal han blive ved med, til hun finder et job, hvor lønnen er tilstrækkelig til, at hun kan klare sig selv. Der findes ingen øvre grænse.

Voksenbidrag er en pligt

Manden havde ikke haft noget med datteren at gøre før i 2005, hvor han første gang blev dømt til at betale 500 euro til hende om måneden.

Det nægtede han, hvorefter myndighederne indefrøs hans bankkonti. Sidste år appellerede han afgørelsen, men tabte igen.

Dommeren lagde i afgørelsen vægt på, at manden ejer flere biler og derfor har et vist økonomisk råderum.

Ja, hun er langsom

Sidste år blev en anden far dømt til at forsørge sin 29-årige datter, der var under uddannelse.

Dommeren i denne sag medgav dog, at datteren var langsom til at gennemføre sin uddannelse som psykolog.

Denne type af sager er blevet mere almindelig i kølvandet på finanskrisen, der har gjort det mere end svært for mange unge at finde et arbejde. For øjeblikket er det mindre en halvdelen af Spaniens unge, der er i beskæftigelse. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.